Mødedato: 21.11.2019, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning (2020-midler): Amager Børnemusikfestival 2020

10 kulturinstitutioner søger støtte til Amager Børnemusikfestival 2020.

Indstilling

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 40.000 kr. til ”Amager Børnemusikfestival 2020”.

Problemstilling

På vegne af 10 kulturinstitutioner har Anne Bøgh søgt om 40.000 kr. i støtte til Amager Børnemusikfestival 2020.

Det er 8. år i træk, kulturinstitutionerne på Amager går sammen om at arrangere Amager Børnemusikfestival, som finder sted fra 8.-16. februar 2020 (vinterferien). Målgruppen er børn og deres voksne og der forventes 2.000 deltagere. Programmet vil indeholde koncerter, workshops, fællesspisninger og temadage - bl.a. om elektronisk musik og om lydkunst.

For at tiltrække familier, der ikke normalt orienterer sig mod kunst og kultur, samarbejder arrangørerne med Mødrehjælpen på Amager, boligsociale medarbejdere og FerieCamp, Københavns Kommunes ferieindsats til børn.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 280.400 kr. Der søges støtte fra en række fonde og kommunale puljer, samt 40.000 kr. hos hhv. Amager Øst og Amager Vest Lokaludvalg. Den kontante egen- og medfinansiering (inkl. entré) er på i alt 110.000 kr. Dertil kommer personaletimer til projektledelse, PR og afvikling (Disse fremgår ikke af budgettet)

Der er tidligere søgt støtte til projektet hos Amager Øst Lokaludvalg. I oktober 2018 blev der søgt 50.000 kr. og bevilget 40.000 kr. til Amager Børnemusikfestival 2019.

Løsning

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 40.000 kr.

Musikfestivalen er et godt tilbagevendende arrangement for børn og deres voksne, som formår at række bredt ud og introducere unikke musikoplevelser til forskellige børne-målgrupper - også de mindre ressourcestærke.

Økonomi

Der er søgt om 40.000 kr. af 2020-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 40.000 kr.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 16. marts 2020.

 

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget uden afstemning. Projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 40.000 af 2020-puljemidlerne.
Til top