Mødedato: 21.11.2019, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning (2020-midler): Værestedet Fundamentets Backgammonklub

Værestedet Fundamentet søger støtte til opstart af backgammonklub

Indstilling

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra SOSU-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 24.296 kr. til ”Værestedet Fundamentets backgammonklub”

Problemstilling

På vegne af Værestedet Fundamentet har Lene Glaser søgt om 48.616 kr. i støtte til ”Værestedet Fundamentets backgammonklub”.

Ved at åbne værestedet for frivillige og lokale Backgammon spillere ønsker Fundamentet at starte en Backgammonklub. Med baggrund i de åbne aktiviteter på Værestedet er formålet at skabe en lærerig og tryg base for målgruppen, der efterfølgende kan tage ud og spille backgammon på cafeer og til turneringer – forventeligt sammen med både frivillige og lokale backgammonspillere der har deltaget i projektet. Målet med projektet er desuden, at der kan dannes to – tre backgammonhold, der skal deltage i Dansk Backgammon Forbunds turnering i april 2020 – Nordic Open amatørholdturnering.

Projektets målgruppe er nuværende og nye brugere på Værestedet samt udefrakommende borgere i alderen 18 – 80 år. Aktiviteterne finder sted fra januar til juli 2020.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 102.516 kr. Der er en egenfinansiering på 53.900 kr. til projektledelse. Der er ikke søgt støtte andre steder.

Fundamentet har ikke tidligere søgt støtte fra lokaludvalget. 

Løsning

SOSU-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 24.296 kr.

Det er et interessant projekt, som SOSU gerne vil støtte opstarten af og som kan skabe netværk mellem Fundamentets udsatte brugere og det omgivende samfund. SOSU ønsker ikke at støtte udgifterne til frivilligkoordinator, lokaleleje, revision og ansvarsforsikring, hvorfor disse udgifter er fratrukket det ansøgte beløb.

Økonomi

Der er søgt om 48.616 kr. af 2020-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 24.296 kr.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 1. september 2020.

Beslutning

Ansøgningen var inden mødet blevet trukket af ansøger, hvorfor dagsordenspunktet udgik.
Til top