Mødedato: 21.11.2019, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Ungemagt Amager

Mads Dragholt søger støtte til opstart af et ungeråd i Amager-delen af Københavns Kommune.

Indstilling

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen ikke afsætter midler til ”Ungemagt Amager”

Problemstilling

Mads Dragholt har søgt om 34.375 kr. af 2019-puljemidlerne og 35.000 kr. af 2020-midlerne i støtte til ”Ungemagt Amager”.

Der søges støtte til at oprette et ungeråd i Københavns Kommune-delen af Amager. Ungemagt Amager skal i stedet være en ny måde at tænke et ungeråd på, i forhold til det eksisterende ungeråd for Københavns Kommune.

Planen er at Ungemagt Amager skal bestå af 4 autonome udvalg (Folkeskole, Social- og Sundhed, Kultur-, Demokrati- og Fritid, Klima- og Miljø) og et koordinationsudvalg som skal være bindeleddet mellem de 4 udvalg og administrere Ungemagt Amagers penge. Alle udvalgene skal være i dialog med Amager Vest- og Amager Øst Lokaludvalg og de relevante arbejdsgrupper.

Ansøger vil komme ud på skoler, uddannelsesintuitioner og andre steder hvor unge holder til på Amager, og tale, holde oplæg og dele ting ud for dem der kunne være interesseret. Desuden vil der også gøres reklame via de sociale medier. Der forventes afholdelse af stiftende generalforsamling i februar 2020.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på i alt 111.000 kr. for perioden november 2019-marts 2020. De to Lokaludvalg søges hver om halvdelen af udgifterne. Ansøger arbejder frivilligt med projektet en dag om ugen i Amager Vest Lokaludvalgs sekretariat.

Løsning

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at der gives afslag på ansøgningen.

Der var i arbejdsgruppen enighed om, at kontakten til ungdommen er vigtig og tiltrængt, men der var også enighed om, at der mangler en større mobilisering bag projektet. Derfor indstilles ansøgningen til afslag. 

Økonomi

Der er søgt om 34.375 kr. af 2019-puljemidlerne og 35.000 kr. af 2020-puljemidlerne

Arbejdsgruppen for BIFUK har indstillet, at der gives afslag på ansøgningen

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest hhv. den 6. januar 2020 og den 1. april 2020.

Beslutning

Der blev stillet ændringsforslag støtte projektet med 34.375 af 2019-puljemidlerne og 35.000 kr. af 2020-puljemidlerne. Der blev begæret afstemning om ændringsforslaget.

For stemte: Rune Solvang og Rasmus Steenberger.

Imod stemte: Nicki Wassmann-Brøchner, Rene Steinvig, Ole Pedersen, Hanne Kusiak, Bente Lildballe, Iben Lindemark, Martin Hein,  Nanna Tofte, Randi Sørensen, Frank Lambert, Jens William Grav, Lasse Rossen og Susanne Møller.

Undlod at stemme: Oksana Gjermstad, Hans Jørgen Møller og Trine Hertz.  

Der var således ikke flertal for ændringsforslaget og det blev derfor ikke vedtaget.

Herefter blev indstillingen vedtaget uden afstemning. Der tildeles ikke støtte til projektet.

Til top