Puljeansøgning: Juleaften i Sognegården
Indstilling
Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,
1) at Lokaludvalget på baggrund af indstilling fra SOSU-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 10.000 kr. til ”Juleaften i Sognegården”
Problemstilling
På vegne af Mødested Amager har Anne Grethe Christensen søgt om 17.400 kr. i støtte til ”Juleaften i Sognegården”.
Mødested Amager afholder i samarbejde med Nathanaels sogn en juleaften i Nathanaels sognegård. Denne juleaften er en traditionel dansk juleaftensfejring, hvor der bliver serveret julemad. Der vil være dans om juletræet og underholdning.
Arrangementet er åbent for enhver borger på Amagerbro, uanset etnisk baggrund eller religion. Der forventes 50 deltagere og der er deltagerbetaling på 200 kr. Det forventes at 15 frivillige borgere, samt frivillige fra Mødested Amager deltager i afviklingen af arrangementet.
Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 27.400 kr. Der er en deltagerbetaling på 200 kr. pr. person, i alt 10.000 kr. Egenfinansiering: Løn til to kirketjenere, samt betaling for de hjemløse og de enlige, kontanthjælpsmodtagere m.fl.
Der blev i 2018 bevilget en underskudsgaranti på 13.400 kr. (fuld støtte) til et tilsvarende arrangement.
Løsning
SOSU-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 10.000 kr.
Arrangementet hjælper en gruppe der har meget lidt eller intet netværk. SOSU finder dog at budgettet er højt sat, sammenlignet med andre juleaftenarrangementer, hvorfor det indstilles at støtte med 10.000 kr.
Økonomi
Der er søgt om 17.400 kr. af 2018-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 10.000 kr.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 6. januar 2020.
Beslutning
Jens William Grav erklærede sig inhabil og forlod mødet under behandlingen af dagsordenspunktet.
Indstillingen vedtaget uden afstemning. Projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 10.000 af 2019-puljemidlerne.