B-sag: Puljeansøgninger
Indstilling
Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller at
1. Lokaludvalget giver afslag til ansøgningen "Scenografier til nye fortællinger"
Problemstilling
Indkomne ansøgninger er behandlet på arbejdsgruppemøderne.
1. Scenografier til nye fortællinger fra Siska Katrine Jørgensen
Ansøgt beløb: Kr. 8.542,74 af et samlet budget på kr. 119.473 kr.
Resumé: Der søges om støtte til indkøb af materialer ifm. huskunstnerprojekt for skoleklasser. Projektet foregår ved Kofoeds Skole i november og december. I projektet inviteres de deltagende børn til at lave rekvisitter, som skal bruges i deres egne eventyr, som filmes af dem selv.
Samarbejdspartnere: Kofoeds Skole, tre folkeskoler på Amager.
Sekretariatets bemærkninger: Dette ansøgning er en del af det projekt, som Kvarterhuset fik støtte til i august 2023 "Huskunstprojekter i Multihallen" som indbefatter to huskunstnerprojekter, hvoraf dette er det ene.
Sekretariatet har været i dialog med Kvarterhuset, som fortæller at skolerne i Amager Øst vil blive inviteret til projektet som de første.
Arbejdsgruppens indstilling: Ansøgningen indstilles til afslag da Lokaludvalget i forvejen har støttet projektet gennem Kvarterhusets ansøgning i august til projektet "Huskunstprojekter i Multihallen" hvoraf dette projekt er en del.
2. Minoritetsmændenes kampdag 2023 fra Mino Danmark
Ansøgt beløb: Kr. 25.000 af et samlet budget på kr. 25.000
Resumé: Der søges om støtte til afholdelse af arrangement i Amager Bio d. 19. november. Arrangementet indeholder paneldebatter, oplæg, underholdning og musik. Datoen for arrangementet er mændenes internationale kampdag. Ansøger lægger her fokus på mænd med minoritetsbaggrund og de problematikker, de møder såsom stigmatisering. Formålet er dermed at skabe et arrangement hvor personer med minoritetsbaggrund indtager scenen og tager ordet. Arrangementet er for alle.
Samarbejdspartnere: Amager Bio
Sekretariatets bemærkninger: Sekretariatet har gjort ansøger opmærksom på de få resterende puljemidler og ansøger har tilkendegivet at mindre støtte end ansøgt også vil være en stor hjælp for afholdelsen af arrangementet.
Arbejdsgruppens indstilling: Der er i SOSU-arbejdsgruppen enighed om, at det er positivt, at der laves et arrangement for mænd med minoritetsbaggrund. Der indstilles dog til afslag, med begrundelse i et ønske om at prioritere de få resterende midler i bydelspuljen til aktiviteter som har større lokal forankring. Derudover savnes også medfinansiering i projektet.
Løsning
Lokaludvalget vedtager de af arbejdsgrupperne indstillede støttebeløb.
Økonomi
De økonomiske konsekvenser fremgår i dagsordenspunktet "Status på Lokaludvalgets puljemidler".
Videre proces
Sekretariatet meddeler ansøgerne lokaludvalgets beslutninger og varetager den videre sagsbehandling.