Henvendelse vedr. skulpturen "En rigtig dansk familie"
Indstilling
Formanden indstiller
1. at lokaludvalget drøfter sagen
2. at lokaludvalget godkender det bilagte udkast til svar til Teknik- og Miljøforvaltningen
Problemstilling
Amager Øst Lokaludvalg har modtaget en henvendelse fra Teknik- og Miljøforvaltningen vedr. skulpturen "En rigtig dansk familie". Der er tale om en bronze-skulptur af den internationalt anerkendte kunstner Gillian Wearing (UK).
I 2017 behandlede Teknik- og Forvaltningen en ansøgning fra kunstværkets kurator Jens Fabricius, der også stod bag tv-dækningen af processen omkring kunstværkets tilblivelse (se bilag). Hans ønske om at få skulpturen anbragt i Østre Anlæg blev forelagt såvel Billedkunstudvalget som Indre By Lokaludvalg. Billedkunstudvalget kunne anbefale, at kommunen modtog kunstværket, mens det stillede sig skeptisk over for placeringen, se bilagte høringssvar. Indre By Lokaludvalg foreslog ligeledes en alternativ placering, men ønskede ikke skulpturen opstillet permanent, se bilagt høringssvar.
Derfor har forvaltningen som grundlag for en indstilling til TMU besluttet at forespørge samtlige øvrige lokaludvalg i Københavns Kommune, om der skulle være interesse for at modtage det omtalte kunstværk til permanent opstilling, og i så fald bede om en begrundelse herfor samt et forslag til kunstværkets placering.
Løsning
At lokaludvalget drøfter sagen og godkender det bilagte udkast til svar til Teknik- og Miljøforvaltningen.
Økonomi
Modtages kunstværket i et af lokalområderne, vil det ikke være behæftet med nogen udgifter for lokaludvalget.
Videre proces
Forvaltningen forventer at få svar fra lokaludvalgene inden sommerferien og vil ud fra de indkomne ønsker og forslag foretage en samlet vurdering, som indstilles til politikerne.
Beslutning
Lokaludvalget vedtog enstemmigt at man gerne vil modtage skulpturen.
Der blev stillet forslag om, at hvis skulpturen bliver placeret i Amager Øst, opsættes der en plakette der forklarer konteksten og baggrunden for skulpturen. Forslaget blev vedtaget uden afstemning.
Lokaludvalget blev derefter uden afstemning enige om at foreslå, at skulpturen opstilles i enten Lergravsparken eller på Amagerbro Torv. Hvis det er muligt, indgår Amager Øst Lokaludvalg gerne i en dialog med borgerne om, hvor skulpturen bedst står, og i den sammenhæng en spændende dialog om det tema, som skulpturens titel lægger op til.