Puljeansøgning: Nye arrangementer og udvidelse af Prags Byhaver
Indstilling
Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,
1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra Miljø og Plan-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 10.000 kr. til "Nye arrangementer og udvidelse af Prags Byhaver”
Problemstilling
På vegne af Foreningen Prags Byhaver har formand Rune Gleerup søgt om 17.000 kr. i støtte til: Nye arrangementer og udvidelse af Prags Byhaver.
Prags Byhaver ønsker støtte til en række nye tiltag i resten af 2018:
- Fyraftensarrangement med mad og drinks lavet af havens råvarer
- Flere siddepladser – fælles byggeri af pallemøbler
- Oplæg i efteråret i samarbejde med Miljøpunkt Amager
- Høstfest med mad lavet af havens grøntsager
- Jordprøveanalyser
- Nye regnvandstanke i forbindelse med udvidelse af byhaven
Prags Byhaver er på blot 2 år blevet en markant del af livet på Prags Boulevard på Amager. I foråret 2018 blev haven udvidet med 10 nye medlemsbede, så de nu tæller 34 medlemsbede, 8 fællesbede og omtrent 70 brugere, da mange er sammen om et bed.
Haven skaber liv og interaktion medlemmer og lokale beboere imellem, og Prags Byhaver er en af de få byhaver i København, som kan fortsætte væksten og samtidig bevare en konstant venteliste.
Prags Byhaver har et tæt og godt samarbejde med boligforeningen VIBO, som de ligger op ad. Især på arbejdsdage og i forbindelse med arrangementer hjælper VIBO gerne med praktiske ting. Det samme gælder Miljøpunkt Amager og Amagerbro Helhedsplan, ligesom de samarbejder med lokale virksomheder. Prags Byhaver har udviklet sig til en lille "park" for områdets beboere, hvor mange kommer og spiser frokost, går tur med hunden eller slapper af i solen.
De ansøgte arrangementer foregår alle i Prags Byhaver på Prags Boulevard og kører i perioden: sommer/efterår 2018. Målgruppen for arrangementerne er medlemmer af foreningen samt lokale beboere. Der forventes imellem 30-50 deltagere pr. arrangement afhængig af hvilken type arrangement.
Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 17.000 kr.. Prags Byhaver kan lægge en egenfinansiering på op til 5.000 kr.
Foreningen har to gange tidligere fået støtte af Amager Øst Lokaludvalg: ved etableringen i juni 2016, hvor der blev bevilget kr. 66.825 kr., og i juni 2017, hvor der blev bevilget 20.000 kr. til etablering af redskaber og opbevaring, samt arrangementsstøtte.
Løsning
Miljø og Plan-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen, og er ikke nået til enighed omkring indstillingen. Der er enighed om ikke at give midler til den post, som handler om at tage jordprøver (5.000 kr.), da disse prøver er taget i forbindelse med anlægningen af Prags Boulevard og kan rekvireres hos Teknik og Miljøforvaltningen. Der var diskussion i gruppen om, hvorvidt det er nye initiativer, der søges om af foreningen. Diskussionen blev afsluttet med en afstemning i Miljø og Plangruppen hvor:
- Forslag om at indstille med en underskudsgaranti på i alt: 10.000 kr. fik 5 stemmer
- Forslag om ikke at støtte projektet fik 4 stemmer
Miljø og Plangruppen indstiller på den baggrund, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 10.000 kr., men lægger op til, at det bliver på LU-mødet, der træffes endelig afgørelse i sagen.
Økonomi
Der er søgt om 17.000 kr. af 2018-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 10.000 kr.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 31. december 2018.
Beslutning
Der blev begæret afstemning om indstillingen.
For indstillingen stemte: Karl Vogt-Nielsen, Rasmus Steenberger, Rune Solvang, Hans Møller, Trine Hertz, Lasse Rossen, Ole Pedersen.
Imod indstillingen stemte: Tom Christensen, Frank Lambert, Erik Reimers, Randi Sørensen, Rasmus Munch Søndergaard, Nicki Wassmann Brøchner, Keith Gray.
Flg. undlod at stemme: Maj Tellefsen, Bo Jensen, Oksana Gjermstad, Iben Lindemark, Martin Hein, Nanna Tofte, Nicole Schmitt, Susanne Møller
Dermed var der ikke flertal for indstillingen. Projektet støttes ikke.