Mødedato: 21.06.2018, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Netværksarrangement i værestedet på Prags Boulevard

Foreningen Nordlyset søger støtte til et arrangement i værestedet på Prags Boulevard.

Indstilling

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra SOSU-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 4.500 kr. til Åbent Sommerarrangement i værestedet på Prags Boulevard.

Problemstilling

På vegne af Foreningen Nordlyset har Teddy S. Rasmussen søgt om kr. 4.500 i støtte til åbent sommerarrangement i værestedet på Prags Boulevard 63.

Arrangementet afholdes lørdag den 11. august kl.13-16. Det er åbent for alle interesserede, men rettes primært mod udsatte borgere. Der forventes 50-60 deltagere.

Foreningen vil stå for et åbent sommerarrangement i værestedet på Prags Boulevard. Skurvognen gøres ren, der ryddes og pyntes op, laves grillmad for at byde borgere, brugere, medlemmer, lokaludvalg, foreninger og offentligt ansatte med interesse i udsatte voksne indenfor. Det er brugerne selv, som står for det hele. Formålet er at skabe netværk og uformel dialog mellem brugerne og de besøgende, at aktivere brugernes ressourcer, sammenhold og ejerskab, samt at fremme gensidig tillid, tryghed og respekt mellem værested og boligkvarter.

Programmet for dagen byder på grillmad, rundvisning og fortællinger om stedet, hygge og evt. live musik.

Det samlede budget er på kr. 5.500 til forplejning og musikerhonorar. Der er en egenfinansiering på 1.000 kr..

Der samarbejdes med Frivilligcenter Amager og et tilsvarende skur på Artillerivej.

Lokaludvalget har tre gange tidligere støttet tilsvarende arrangementer. I 2015 bevilgede lokaludvalget støtte til et lignende arrangement i forbindelse med lokaludvalgets sociale byvandring, i 2016 blev et tilsvarende arrangement støttet med kr. 4.000 og i 2017 med 4.500 kr. Evaluering fra 2017 kan læses her: http://www.aoelu.dk/assets/evaluering-%C3%A5bent-sommerarrangement.pdf

Løsning

SOSU-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 4.500 kr. Det er et fint og netværksskabende arrangement hvor brugerne i skurvognen selv står for aktiviteterne.

Økonomi

Der er søgt om kr. 4.500 af 2018-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 4.500 kr.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 11. september 2018.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget uden afstemning. Projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 4.500 af 2018 puljemidlerne.
Til top