Mødedato: 21.03.2019, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Børneborgerscene

Se alle bilag
ZeBU søger om støtte til Børneborgerscenen.

Indstilling 

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg, 

1. at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 30.000 kr. til ”Børneborgerscenen” 

Problemstilling 

På vegne af ZeBU har Nanna Bøndergaard Butters søgt om 30.000 kr. i støtte til ”Børneborgerscenen”.

Arrangementet foregår hos ZeBU på Øresundsvej 4-6.

Målgruppen er familier, skoleklasser fra Amager 12-15 år, unge lokale spillere, 7. årgang på Højdevangen Skole. Antal aktive deltagere: 80. Publikummer: 1100. 

Med oprettelsen af en børneborgerscene ønsker ZeBU at give børn og unge fra mangfoldige miljøer mulighed for selv at træde ind på scenen, repræsentere sig selv og bringe en flig af deres verden ind på scenen. En del af projektet handler om at nå nye lokale publikumsgrupper fra bydelen, der normalt ikke benytter sig at teatrets tilbud.

Børneborgerscenens første forestillingsproduktion Ama´r har fokus på lokale historier, spillere og publikummer. Ama’r er en performanceforestilling med 19 - 25-årige, der spilles for 12 - 15-årige og deres familier i sæson 19/20. Ama´r er inspireret af, at Amager er et område, der i disse år er under seriøs forvandling, med hastigt voksende befolkning, et hav af kraner og byggepladser, utrolig mange børn og stor mangfoldighed bag ruderne og - samtidigt stadig lider under at være ”lorteøen”, med billige og letpåklædte piger, ”Amager nummerplader” og indvandrergangstere med guldkæder.

Tidsplan

  • Maj 2019: Projektet opstartes med intern workshop på ZeBU
  • Maj-juni 2019: Rekruttering af unge lokale spillere og research
  • August – oktober 2019:  Prøver til forestillingen. 
  • August- november 2019: samarbejde med 7. Årgang Højdevangen Skole
  • 21-27. oktober 2019: Forestillingen spiller

Der samarbejdes i projektet med: Rikke Giselsson, Amagerbro Helhedsplan, Højdevangskolen (Vest), Ørestad Skole (Vest), "diverse andre skoler på Amager", Børnekulturhus Amager, Teater Centrum og Mellemfolkeligt Samvirke. Sekretariatet har været i dialog med ansøger og bedt om en udspecificering af, hvilke andre skoler der samarbejdes med. Ansøger nævner her: Skolen på Amagerbro (øst), Lergravsparkens Skole (øst), Sundbyøster Skole (øst) og tilføjer:

"Vi vil samarbejde med dem om udviklingen af børne- og ungeborgerscenen, gratis skoleforestillinger, invitation til udvalgte klasser som prøvepublikum, muligheder for After talk, hvor eleverne og spillerne kan være i dialog om forestillingen og rekruttering. I forhold til rekruttering bliver det mest Skolen på Amagerbro, da vi allerede har samarbejdet med dem nogle år om teatervalgfag og deres årlige produktion af musical og derfor har kendskab til tidligere elever, der nu er i aldersgruppen 19-25 år og som vi ved er glade for at lave teater".

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 470.704 kr hvoraf de 365.204 kr går til lønmidler. Der er egenfinansiering på 120.000 kr. Der er ligeledes søgt 30.000 kr i Amager Vest Lokaludvalg og der er budgetteret med 278.204 i indtægter fra diverse andre fonde.

ZeBU arbejder med udviklingen af Børneborgerscenen over tre år, og de erfaringer, udviklingen og dokumentationen af potentialer som sæson 19/20 frembringer, skal danne udgangspunkt for det videre arbejde. Hensigten er at aktiviteterne på lang sigt indgår i teatrets aktivitetsplan og bliver en del af teatrets profil.

Der er ikke tidligere søgt om støtte til netop dette projekt.

Løsning 

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 30.000 kr. 

BIFUK finder, at det er meget positivt, at ansøger i projektet vil gøre skuespillerrollen tilgængelig for en bredere skare af børn. Projektet engagerer derudover lokalområdet på en positiv måde. Lokaludvalget opnår stor værdi for et forholdsvis lille støttebeløb. Det indstilles at støtte projektet med fuld bevilling, 30.000 kr.

Økonomi 

Der er søgt om 30.000 kr. af 2019-puljemidlerne. 
 
Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 30.000 kr. 

Videre proces 

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 30. november.

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning. Projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 30.000 af 2019-puljemidlerne.
Til top