Mødedato: 21.02.2013, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Ekstern puljemiddelansøgning: Temarækker i Planteklubben på Amager (Miljø og Plan)

Planteklubben på Amager søger støtte til foredragsrække og aktiviteter for 2013.

Tidligere beslutninger

Ansøger har tidligere (22. marts 2012) søgt og modtaget støtte på 11.000 kr. fra Amager Øst lokaludvalg.
Evaluering kan findes på: http://www.amageroestlokaludvalg.kk.dk/page314.html (nr. 30).

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Amager Øst lokaludvalg at
1) At lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Planteklubben på Amager, på baggrund af indstillingen fra Miljø og Plan arbejdsgruppen.

Problemstilling

På vegne af Planteklubben på Amager søgte Grete Sonne d. 21. januar 2013 om 8.000 kr. i støtte til foredrags- og arrangementsrække i Planteklubben på Amager. Planteklubben afholder i alt 17 arrangementer i 2013 fra februar til december. Der forventes mellem 30-100 deltagere til hvert arrangement. Alle møder og arrangementer er åbne for alle og der annonceres forud for arrangementerne.
Formålet er at bruge Planteklubbens netværk til at få flere borgere på Amager til at engagere sig i deres eget bymiljø og præsentere dem for alle de grønne byrum der findes i bydelen samt at støtte planteklubbens frivillige arbejde og deres engagement i bydelen.

De ansøgte midler indgår i det samlede budget på 21.000 kr., og dækker foredrag om vinterbotanik, workshop med Blomsterfeen/haven ind i stuen samt forplejning.

Der er ansøgt om et tilsvarende beløb i Amager Vest Lokaludvalg. Medfinansiering beløber sig i 5.000 kr. fra Amagerbro Kultur.

Miljø og Plan-arbejdsgruppen behandlede ansøgningnen på deres møde d. 6. februar 2013.

Miljø og Plan-arbejdsgruppen indstiller at ansøgningen støttes med det fulde beløb med begrundelsen:
Projektet opfylder lokaludvalgets støttekriterier, og er et bredt projekt der udnytter midlerne godt.
Det påpeges dog at støtten hælder mod driftsstøtte, hvorfor ansøger ikke kan forvente tildeling af midler næste år. Vi opfordrer dog til at udvide samarbejdet med Miljøpunkt Amager.

Løsning

At lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Planteklubben på Amager, på baggrund af indstillingen fra Miljø og Plan arbejdsgruppen.

Økonomi

Der er søgt om 8.000 kr. af 2013-puljemidlerne.

Beslutning

Arbejdsgruppens indstilling blev vedtaget uden afstemning. Projektet støttes således med kr. 8.000.
Til top