Mødedato: 20.11.2014, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning (2015-midler): Beach Soccer Event

Martin Bo Hansen søger støtte til Beach Soccer event.

Indstilling og beslutning

BIFUK-arbejdsgruppen indstiller,

1) at Amager Øst Lokaludvalg ikke tildeler støtte til projektet.

Problemstilling

Martin Bo Hansen har den 19. oktober 2014 søgt om kr. 50.000 i støtte til Beach Soccer event. Arrangementet skal afholdes den 25.7.2015 på Amager Strand. Der forventes 200 deltagere og arrangementet er gratis og åbent for alle.

Formålet med arrangementet er at bringe Beach Soccer til et nyt niveau, hvor fodbolden stadig er omdrejningspunktet, men hvor deltagerne også vil opleve musik, tribuner og sjove indslag til sportslige aktiviteter. Deltagerne vil bestå af studerende fra videregående uddannelser og virksomheder. På længere sigt vil der blive etableret en officiel Beach Soccer Tour, som vil tage rundt og besøge og afvikle samme event på landets mest populære strande.

Projektet planlægges og afvikles af frivillige medarbejdere og finansieres af sponsorer og fonde. Der er ikke anført nogen lokale samarbejdspartnere.

Løsning

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller at der ikke tildeles støtte til projektet.

Ansøgningen afvises på det foreliggende grundlag. Arbejdsgruppen savner den lokale forankring af projektet. Da lokaludvalget er søgt om støtte til fodboldmål, vil vi henvise til, at ansøger undersøger om disse kan lånes eller lejes.

Økonomi

Der er søgt om kr. 50.000 af 2015-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at Amager Øst Lokaludvalg ikke tildeler støtte til projektet.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning. Der ydes ikke støtte til projektet.

Til top