Skriftlig henvendelse: Anmodning om udtalelse vedr. reduceret ramme for byggeri i Amager Strandpark
Indstilling
Formanden for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,
1. at lokaludvalget drøfter og vedtager udtalelse til Teknik- og Miljøforvaltningen vedr. reduceret ramme for byggeri i Amager Strandpark.
Problemstilling
Forslag til ny lokalplan for Amager Strandpark var i offentlig høring i efteråret 2018. I den forbindelse fremsendte Amager Øst Lokaludvalget et høringssvar som bl.a. foreslog at byggemulighederne i planforslaget blev reduceret.
Efterfølgende nedlagde staten veto mod planforslaget, da det blev vurderet i strid med den da gældende Fingerplan 2017, som gælder for hele hovedstadsområdet. Staten har siden offentliggjort en ny udgave af fingerplanen, Fingerplan 2019, som muliggøre en samlet bygningsmasse på maksimum 7.300 m2.
På baggrund af den offentlig høring og statens veto har Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejdet et forslag til en reduceret ramme for byggeri i Amager Strandpark.
Det konkrete forslag fremgår af det bilagte brev og bilag.
På det halvårlige møde Teknik- og Miljøudvalget blev det aftalt lokaludvalget fik mulighed for at komme med en udtalelse til forslaget.
Løsning
At Amager Øst Lokaludvalg drøfter og vedtager udtalelse til Teknik- og Miljøforvaltningen vedr. reduceret ramme for byggeri i Amager Strandpark.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis Amager Øst Lokaludvalg beslutter at fremsende en udtalelse til Teknik- og Miljøforvaltningen vil forvaltning lade politikerne i Borgerrepræsentationen, herunder Økonomi- og Teknik- og Miljøudvalget blive orienteret om lokaludvalgets udtalelse.
Det forventes at den endelige vedtagelse af lokalplanen behandles af Teknik- og Miljøudvalget den 16. september 2019, af Økonomiudvalget den 24. september 2019 og af Borgerrepræsentationen den 10 oktober 2019.
Beslutning
Der blev stillet ændringsforslag om, at linjerne 18-20 udgår af svaret. Der blev begæret afstemning om ændringsforslaget.
For stemte: Rene Steinvig, Nicki Wassmann Brøchner, Frank Lambert og Lasse Rossen.
Imod stemte: Rune Solvang, Tom Christensen, Hanne Kusiak, Bo Jensen, Bente Lildballe, Trine Hertz, Rasmus Steenberger, Jens William Grav, Anne Duus, Keith Gray, Ole Meldgaard og Ole Pedersen.
Undlod at stemme: Iben Lindemark, Martin Hein og Randi Sørensen.
Der var således ikke flertal for ændringsforslaget og det blev derfor ikke vedtaget.
Der blev stillet ændringsforslag om, at der på linje 25 tilføjes følgende formulering: "Vi beder dog forvaltningen om at være opmærksomme på behovet for variationen og brud i facader, samt mulighed for gennemkig og passager i det samlede bygningsforløb". Der blev begæret afstemning om ændringsforslaget.
For stemte: Rune Solvang, Rene Steinvig, Tom Christensen, Hanne Kusiak, Bo Jensen, Bente Lildballe, Trine Hertz, Iben Lindemark, Rasmus Steenberger, Jens William Grav, Anne Duus, Lasse Rossen og Keith Gray.
Imod stemte: Nicki Wassmann Brøchner.
Undlod at stemme: Martin Hein, Randi Sørensen, Nanna Tofte, Frank Lambert, Ole Meldgaard og Ole Pedersen.
Der var således flertal for ændringsforslaget og det blev derfor vedtaget. Formuleringen tilføjes på linje 25.
Der blev herefter begæret afstemning om det samlede svar, med ovenstående tilføjelse.
For stemte: Rune Solvang, Rene Steinvig, Tom Christensen, Hanne Kusiak, Bo Jensen, Bente Lildballe, Trine Hertz, Iben Lindemark, Martin Hein, Randi Sørensen, Nanna Tofte, Rasmus Steenberger, Frank Lambert, Jens William Grav, Anne Duus, Lasse Rossen, Keith Gray, Ole Meldgaard og Ole Pedersen.
Imod stemte: Nicki Wassmann Brøchner.
Undlod at stemme: Ingen
Der var således flertal for svaret og det blev derfor vedtaget.