Beslutning: Seminar 2019
Indstilling
Formanden for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,
1. at lokaludvalget drøfter og vedtager at seminar 2019 afholdes den 5. oktober 2019 med borgerinddragelse og -dialog som tema og på baggrund af bilagte udkast til program.
Problemstilling
På lokaludvalgsmøde den 23. maj 2019 blev det besluttet at afholde et 1 dags seminar i efteråret 2019. Der blev derudover nedsat en ad hoc gruppe til planlægning af seminaret.
Ad hoc gruppen har efterfølgende afholdt deres første møde og på baggrund af arbejdsgruppernes forslag udarbejdet et udkast til program for seminaret. Ad hoc gruppen foreslår at arbejdstitlen for seminaret er: "Fra københavnerdialog til Amager Øst action". På seminaret vil der således blive fokuseret på lokaludvalgets arbejde med borgerinddragelse og -dialog med udgangspunkt i hvordan kommunens visioner kan omsættes til lokal og konkret handling.
Mulige undertemaer kan være inddragelse af minoriteter i bydelen, værktøjer til at få flere til at deltage - både de tilfredse, de utilfredse, de stille, dem der har meget på hjertet m.v.
Ad hoc gruppen ønsker at seminaret skal resultere i konkrete handlepunkter som lokaludvalget kan arbejde videre med og foreslår, at lokaludvalgets demokratigruppe, i samarbejde med lokaludvalgets sekretariat, står for opsamling og implementering af resultaterne fra seminaret.
Ad hoc gruppen foreslår endvidere, at tidspunktet for seminaret fastsættes til den 5. oktober 2019 kl. 8.30 - 20.00.
Udkast til program for dagen er bilagt sagen.
Løsning
At Amager Øst Lokaludvalg vedtager at afholde seminar den 5. oktober 2019 med borgerinddragelse og -dialog som tema og på baggrund af bilagte udkast til program.
Økonomi
Det forventes at seminaret vil medføre en udgift på mellem 20.000 kr. og 25.000 kr. afhængig af deltagerantal. Udgiften til seminaret afholdes inden for sekretariatsbudgettet.
Videre proces
På baggrund af lokaludvalgets beslutning vil ad hoc gruppen fortsætte planlægningen af seminaret frem mod afholdelse den 5. oktober 2019.