Puljeansøgning: Walk & Mind
Stressforeningen søger støtte til guidede gåture på Amager Strand.
Indstilling
Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,
1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra SOSU-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 18.000 kr. til ”Walk & Mind”
Problemstilling
På vegne af Stressforeningen har Mette Kirk søgt om 19.200 kr. i støtte til ”Walk & Mind”.
Walk & Mind bærer undertitlen: Naturen har ingen deadline – pauser i bynaturen. Det drejer sig om guidede ture, som maner til ro og eftertænksomhed.
- Hvor: strækningen fra Naturcenter Amager til Femøren
- Hvornår: august – november 2019
- Hvem: Turene retter sig mod alle borgere, der trænger til en mental pause, har stresslignende symptomer eller bare trænger til at komme ud i (by)naturen sammen med andre. Særlige målgrupper er dog unge mellem 16 og 30 år og familier.
- Hvor mange: 90-120 deltagere (15 – 20 deltagere på hver af de seks ture).
Stressforeningen ønsker at styrke opmærksomheden på, hvordan lokale naturområder kan bruges af borgerne til afstressning og til mentale pauser i hverdagen. Med guidede ture, hvor en Eco-instruktør præsenterer lokale områder på Amager med særlige naturkvaliteter, og tilbyder øvelser og aktiviteter, der kan bruges til at dæmpe stress, vil Stressforeningen rette en særlig opmærksomhed mod unge mellem 18 og 30 år, der oplever langvarig stress og mod familier, hvor en i familien er eller har været sygemeldt på grund af stress i længere tid.
Der er i Amager Vest søgt et tilsvarende beløb til et separat projekt, hvor der tilbydes lignende gåture i Amager Fælled.
Egenfinansiering: 1.000 kr til tryk af flyers.
Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 20.200 kr.
Projektet blev i 2018 støttet med 15.000 kr (søgt 55.000 kr). Evalueringen kan læses her: http://www.aoelu.dk/assets/Evalueringsskema-mærk-verden-gå-dig-glad.pdf. Projektet hed da Mærk Verden - Gå dig Glad.
Løsning
Et medlem ønsker at støtte med 12.000 kr., således at der bevilges støtte til fire ture i stedet for seks.
Et medlem ønsker ikke at støtte projektet, idet det ikke anses som lokaludvalgets opgave at støtte borgeres helbredelse for en sygdom.
Økonomi
Der er søgt om 19.200 kr. af 2019-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 18.000 kr.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 31. december 2019.
Beslutning
Der blev stillet ændringsforslag om at bevillige 12.000 kr. til projektet
Der blev herefter begæret afstemning om indstillingen om at bevillige 18.000 kr. til projektet.
For stemte: Rune Solvang, Hanne Kusiak, Rasmus Steenberger, Lasse Rossen, Ole Meldgaard og Ole Pedersen.
Imod stemte: Rene Steinvig, Tom Christensen, Iben Lindemark, Martin Hein, Randi Sørensen, Nanna Tofte, Nicki Wassmann Brøchner, Jens William Grav, Anne Duus og Keith Gray.
Undlod at stemme: Bente Lildballe, Trine Hertz og Frank Lambert.
Der var således ikke flertal for indstillingen og den blev derfor ikke vedtaget.
Der blev begæret afstemning om ændringsforslaget om at bevillige 12.000 kr. til projektet.
For stemte: Rune Solvang, Hanne Kusiak, Rasmus Steenberger, Lasse Rossen, Ole Meldgaard og Ole Pedersen.
Imod stemte: Rene Steinvig, Tom Christensen, Iben Lindemark, Martin Hein, Randi Sørensen, Nanna Tofte, Nicki Wassmann Brøchner, Jens William Grav, Anne Duus og Keith Gray.
Undlod at stemme: Bente Lildballe, Trine Hertz og Frank Lambert.
Der var således ikke flertal for ændringsforslaget og det blev derfor ikke vedtaget.
Der bevilliges ikke støtte til projektet. Der blev givet følgende begrundelse: Projektet bør kunne gennemføres på frivillig basis og yderligere støtte prioriteres derfor ikke.