Mødedato: 20.06.2013, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Ekstern puljemiddelansøgning: Musikkens dag 2013

Børnekulturhus Ama'r søger støtte til Musikkens Dag 2013.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Børnekulturhus Ama'r på baggrund af indstillingen fra BIFUK-arbejdsgruppen.

Problemstilling

På vegne af Børnekulturhus Ama´r og samarbejdspartnere søgte Tryggvi Gudmundsson den 20. maj 2013 om kr. 63.400 i støtte til Musikkens Dag den 6. november 2013 i Amager Bio.
Formålet er at give børn og unge mulighed for at møde professionel musik, professionelt udøvende kunstnere samt selv at prøve kræfter med en professionel scene. Musikkens Dag, der i år afholdes for fjerde år i træk, er efterhånden er ved at bide sig fast som et koncept på Musikøen og særligt hos institutioner, da flere ønsker at deltage i et musikalsk samarbejde. Som de øvrige år vil der være koncerter for institutioner og skoleklasser om formiddagen, mens form og indhold til de ældre børn og unge, vil være anderledes fra tidligere. 

Eftermiddagsprogrammet og aftenprogrammet giver unge talenter muligheden for at optræde på en professionel scene, mens publikum kan finde rollemodeller i de optrædende talenter. Det er stadig en udfordring at trække de unge til om aftenen. I år forsøger man derfor med en anden model for dagen, hvor der lægges endnu mere vægt på eftermiddagskoncerten, og satses på at fylde Bioen med børn og unge fra klubber og fritidshjem. Der bliver i år større fokus på coachingdelen, hvortil talentfulde unge inviteres til en slags audition for at blive udtaget. Dette forløb vil sikre et højere kvalitetsniveau samt større engagement fra de unges side.

Det ansøgte beløb indgår i det samlede budget på kr. 190.160. Der er en egenfinansiering på kr. 30.000 og de to lokaludvalg ansøges om hver kr. 63.400. Der forventes indtægter fra aftenkoncerten på kr. 24.000, samt 9.360 i honorarklip, dvs. refusion fra Musikudvalget og Statens Kunstråd.

BIFUK-arbejdsgruppen har behandlet ansøgningen på sit møde den 4. juni 2013 og indstiller, at ansøgningen støttes med det ansøgte beløb, kr. 63.400.

Løsning

At lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Børnekulturhus Ama'r på baggrund af indstillingen fra BIFUK-arbejdsgruppen.

Økonomi

Der er søgt om kr. 63.400 af 2013-puljemidlerne.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 6. december 2013.

Beslutning

Jens William Grav påpegede, at der var afsat et stort beløb til coaching-delen, som kun kommer få personer til gode. Ole Pedersen foreslog at give et nedsat beløb til coaching, således at der i alt støttes med kr. 43.400.
Lokaludvalget stemte om forslaget.
For at støtte ansøgningen med kr. 43.400 stemte flg. 16 personer: Jens Green Jensen, Michael Bagge Kuehn, Hans Jørgen Møller,  Ove Løbner, Svend Aage Sørensen, Lars Berg Schovsbo, Rune Solvang, Martin Duus, Anne Duus, Ole Meldgaard, Ole Pedersen, Casper Mortensen, Steen Olesen, Karl Vogt Nielsen, Käte Hommelgaard og Martin Hein.
Imod at give nedsat støtte til projektet stemte flg. 2 personer: Jan Kyrsting og Lasse Rossen.
Flg. 2 personer undlod at stemme: Ib Wendrup og Jens William Grav.
Projektet støttes således med kr. 43.400.
Til top