Puljeansøgning: Fodrejse fra Holmens Kanal til Amager
Indstilling
Formanden for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 15.000 kr. til ”Fodrejse fra Holmens Kanal til Amager”
Problemstilling
På vegne af Christianshavns Bibliotek har Laura Noszczyk søgt om 15.000 kr. i støtte til ”Fodrejse fra Holmens Kanal til Amager”.
I forbindelse med Christianshavns Bogfestival planlægger Christianshavns Bibliotek en guidet litteraturvandring baseret på H.C. Andersens fortælling "Fodrejse fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829". Undervejs kombineres de lokalhistoriske historier med nyere litterære indslag. Under og efter bogfestivalen ønsker ansøger at tilbyde muligheden for at lytte til en podcast, der kan erstatte den guidede tur, så man selv kan gå ruten.
Vandringerne afholdes i juni 2021. Målgruppen er litteratur- og historieinteresserede voksne og unge. Der forventes 300 deltagere.
Christianshavns Bogfestival koordineres og planlægges af Christianshavns Bibliotek, i samarbejde med en række samarbejdspartnere på Christianshavn og i Kultur S. I forbindelse med dette projekt er der indgået samarbejde med Amar:litt og Klassikerklubben, ligesom der vil blive taget kontakt til Det var Zittan's og Sundby Lokalhistoriske Forening. Der samarbejdes endvidere med Mikrofest, der er en sammenslutning af en lang række mikroforlag med kontakt til det litterære vækstlag.
Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 30.000 kr. Egenfinansiering udgør halvdelen af beløbet. Christianshavns Lokaludvalg og Statens Kunstfond støtter øvrige aktiviteter i Christianshavns Bogfestival, som har et separat budget. Støtten fra Amager Øst Lokaludvalg anvendes til udarbejdelse af en podcast samt til at honorere ekstra forfattere.
Projektet har ikke tidligere fået støtte fra lokaludvalget.
Løsning
BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 15.000 kr.
Det er et spændende projekt, som passer godt ind i at det for tiden er populært at gå ture, og samtidig kan man blive oplyst om litteratur. Samtidig bygger projektet bro mellem de to bydele. Støtten gives under forudsætning af at arrangementet annonceres bredt i Amager Øst fx Sundby og Rodosvej biblioteker, Aktivitetscenter Sløjfen m.v.
Økonomi
Der er søgt om 15.000 kr. af 2021-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 15.000 kr.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 1. august 2021.
Beslutning
Rasmus Steenberger erklærede sig inhabil og forlod mødet under behandlingen af punktet.
Der blev begæret afstemning om indstillingen.
For stemte: Rune Solvang, Bente Lildballe, Hanne Kusiak, Ole Meldgaard, Frank Lambert, Jørgen Mark Pedersen, Ole Pedersen, Hans Møller, Lasse Rossen, Eva Damgaard, Jens William Grav, Keith Gray, Susanne Møller, Iben Lindemark, Marianne Moegreen, Tom Christensen.
Imod stemte: Nicki Brøchner.
Undlod at stemme: Rene Steinvig.
Der var dermed flertal for indstillingen. Projektet støttes med en underskudsgaranti på 15.000 kr.