Høring: Supplerende høring Krimsvej tillæg 2
Indstilling
Formanden indstiller,
1) at lokaludvalget godkender det bilagte høringssvar.
Problemstilling
Lokaludvalget har modtaget Supplerende høring – forslag til tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 425 ’Krimsvej’ . Høringsfristen er den 27. april 2017.
Forslag til tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 425 ’Krimsvej’ har været i offentlig høring i perioden den 18. august til 17. oktober 2016. Som følge af den offentlige høring vil der ved den endelige vedtagelse blive foreslået en række ændringer til forslaget til lokalplantillæg.
På baggrund af de indkomne høringssvar foreslår Teknik- og Miljøforvaltningen blandt andet:
1. at ¾ af Strandtårnets stueetage samt den sydligste del af Strandkantens stueetage kan anvendes til serviceerhverv og ikke kun til publikumsorienteret serviceerhverv,
2. at der muliggøres bolig (rækkehuse) i Bunkeren i stedet for erhverv, og som følge heraf foreslås anvendelsen af Sydtårnet ændret fra bolig til erhverv og der muliggøres bolig (rækkehuse) og erhverv henholdsvis nordvest samt nord og vest for Sydtårnet i stedet for den eksisterende Voksfabrik
3. at byggefeltet i delområde A trækkes 3 meter tilbage fra Baltics eksisterende facade, så byrum J og samtlige udpegede bevaringsværdige træer og beplantning i byrummet kan bevares, og
4. at udstrækningen af den 4. og 5. etage på byggefeltet i delområde A indskrænkes, og der fastsættes en maksimal højde på 18 meter over ny terrænhøjde for byggefeltet samt begrænsning af mulighed for teknik på taget.
Forvaltningen foreslår også, at en nyregistrering af bevaringsværdige træer og bestemmelserne om boligstørrelse i Kommuneplan 2015 indarbejdes i tillægget.
De foreslåede ændringer til forslaget til lokalplantillæg og forvaltningens bemærkninger hertil kan ses på: http://blivhoert.kk.dk/node/14268
Løsning
Miljø og plan arbejdsgruppen har ikke drøftet høringen, da sekretariatet først har modtaget den dagen efter arbejdsgruppens møde. Arbejdsgruppen har dog udpeget en repræsentant, som har udarbejdet bilagte udkast til høringssvar.
Beslutning
Amager Øst Lokaludvalg bemyndigede Sten Lykkebo og Ole Pedersen til at udarbejde og fremsende et høringssvar på baggrund af de på mødet faldne bemærkninger.
Amager Øst Lokaludvalg besluttede at rette henvendelse til medlemmerne af Borgerrepræsentationen i sagen. Henvendelsen rundsendes til lokaludvalget til kommentering før det fremsendes til medlemmerne af Borgerrepræsentationens medlemmer. Ole Pedersen og Sten Lykkebo udarbejder udkast til henvendelse.