Høring: Tryghedszone ved Sundbyøster Skole og Amager Lilleskole
Indstilling
Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,
at lokaludvalget drøfter og vedtager sit høringssvar vedr. tryghedszone Sundbyøster Skole.
Problemstilling
Lokaludvalget skal tage stilling til høring vedr. foreslåede vejændringer på skolevejene til Sundbyøster Skole og Amager Lilleskole jf. bilag 1.Initiativet er udarbejdet for at skabe trygge skoleveje og derved gøre det lettere at overskue trafikken.
Baggrund:
Sundbyøster Skole er udpeget som en ud af 45 skoler, hvor der i løbet af de kommende tre år etableres tryghedszoner med indkørselsforbud i tidsrummet 7.30-8.30 for at begrænse motortrafikkørsel. Indkørselsforbuddet er allerede blevet etableret ved mere end 15 skoler siden 2022 med positiv effekt.
Ændringerne omkring skolerne kan betyde nedlæggelser af parkeringspladser, indkørselsforbud, vigepligt, standsningsforbud og påbudt kørselsretning. Da skolens naboer skal have vejadgang på alle tider af døgnet, vil der flere steder blive skiltet med ” indkørselsforbud med beboerkørsel tilladt” ved udvalgte indkørsler til området, hvilket kan ses på oversigtskortet bilag 1.
Inddragelse:
Forvaltningen har været i dialog med Sundbyøster Skole og Amager Lilleskole, som er meget positive overfor tryghedszonen. Der ligger derudover en institution på Amsterdamvej, som også er positive overfor tiltaget.
TMF har ligeledes været i kontakt med Gerbrandskolen, som tidligere har fået etableret en tryghedszone. Gerbrandskolen bakker op omkring udvidelsen af zonen og har været glade for at få indført indkørselsforbud ved ankomstarealerne.
Lokaludvalgets sekretariat har delt høringen på facebook. Evt. kommentarer fra borgerne oplyses på lokaludvalgsmødet.
Løsning
Høringen har ikke været behandlet på et arbejdsgruppemøde. Det indstilles at lokaludvalget drøfter og vedtager sit høringssvar.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Høringsfristen er den 2. april. Forvaltningen vil på baggrund af høringssvar vurdere om forslaget skal justeres.
Beslutning
Lokaludvalget besluttede følgende høringssvar:
Vi synes det er en god ide at oprette tryghedszoner ved skoler.
Vi har følgende opmærksomhedspunkter:
- Der er brug for at Københavns Kommune sørger for, at indkørselsforbuddet håndhæves.
- Man bør skabe muligheder der opfordrer til at børn der køres, sættes af uden for zonen (kiss and ride).
- Man bør afsøge muligheder for at finde en ny løsning for de børn, der køres i taxi, idet taxaer hører under arbejdskørsel og derfor kører ind i tryghedszonerne.