Beslutning: Tilretning af budgetønsker til TMU på baggrund af tilbagemelding fra TMF
Indstilling
Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,
at lokaludvalget godkender udkastet til reviderede ønsker til Teknik- og Miljøudvalget i forbindelse med Københavns Kommunes budget 2026.
Problemstilling
Lokaludvalget vedtog på sit møde den 30. januar ønsker til Københavns Kommunes budget 2026.
Lokaludvalgets ønsker på Teknik- og Miljøområdet har været sendt til kommentering og faglig kvalificering hos forvaltningen. På baggrund heraf skal lokaludvalget beslutte en revideret liste over ønsker til budget 2026.
1. Stibro fra Nordøstamager Skole til Kløvermarken
Forvaltningen anbefaler, at lokaludvalget præciserer, hvorvidt en stibro vil kunne opfylde formålet, eller om broen også skal kunne tilgodese cyklister, cykelparkering m.m. Det bemærkes, at det vil være nødvendigt med en foranalyse forud for et anlægsprojekt.
Forvaltningen bemærker, at signalet ved Strandlodsvej er ombygget med ibrugtagning i januar 2025 (jf. TM091, Budget 2022), og vurderer derfor, at det nu giver en mere tryg og sikker mulighed for krydsning til Kløvermarken for fodgængere.
Endelig bemærkes det, at Margretheholm som nævnes i budgetønsket i dag er en del af Christianshavns Skoles skoledistrikt.
2. Planlægningsbevilling til omdannelse af Prags Boulevard mellem Vermlandsgade (rundkørslen) og Strandlodsvej
Forvaltningen bemærker, at det ikke er nødvendigt med en planlægningsbevilling (foranalyse), da det er vurderingen, at forvaltningen godt kan udarbejde et budgetnotat på et konkret anlægsprojekt. Vurderingen er lavet pba., at der allerede har været en del borgerinddragelse og skitsetegning, og at der samlet set er en vision for, hvad der ønskes i lokalområdet. Forvaltningen vil gå i dialog med lokaludvalget under udarbejdelsen af budgetnotatet, såfremt det henvises til forhandlingerne.
3. Planlægningsbevilling til Biodiversitetssti i Amager Øst
Forvaltningen vurderer, at der er behov for en foranalyse. Vurderingen tager udgangspunkt i, at det er en omfattende opgave, hvor mange lokationer skal undersøges for fx jordbundsforhold, ejerforhold, lokalplaner mm. En foranalyse for hele strækningen vurderes ikke at være væsentligt mere omkostningsfuld end en foranalyse udelukkende af den del af stien, der er beliggende i Amager Øst. Lokaludvalget må derfor gerne forholde sig til, om foranlysen skal dække hele strækningen eller kun den del, der er beliggende i Amager Øst.
Løsning
Miljø og Klima-arbejdsgruppen har drøftet Teknik- og Miljøforvaltningens tilbagemelding vedr. lokaludvalgets budgetønsker og har følgende bemærkninger:
1. Stibro fra Nordøstamager Skole til Kløvermarken
Problemet bliver ikke løst med det signalanlæg, der er lavet ved Strandlodsvej og Raffinaderivej. Stibroen skal ikke fungere som cykelbro. Cyklister ville ikke bruge broen og det er ikke det, som er formålet med den stibro, der foreslås. Stibroen fra NØA-skole til Kløvermarken har til formål at børn på Nordøstamager Skole kan komme til og fra Kløvermarken sikkert og trygt – særligt i skoletiden. Lige nu er der et stort behov for mere udeareal til børn og unge på skolen.
2. Planlægningsbevilling til omdannelse af Prags Boulevard mellem Vermlandsgade (rundkørslen) og Strandlodsvej
Det er positivt, at der lægges op til dialog med lokaludvalget i forbindelse med udarbejdelse af et budgetnotat. Ønsket kan på baggrund af forvaltningens bemærkninger ændres til anlægsbevilling.
3. Biodiversitetssti i Amager Øst
Biodiversitetsstien er et fælles projekt på tværs af Amager Øst og Vest, så projektet skal også inddrage den del der ligger i Amager Vest. Ønsket rettes på baggrund af forvaltningens bemærkninger til foranalyse.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Sekretariatet fremsender de reviderede ønsker til Teknik- og Miljøforvaltningen. De endelige budgetønsker samles med de andre lokaludvalgs budgetønsker i et samlet katalog til Teknik- og Miljøudvalget. I kataloget vil der indgå forvaltningens bemærkninger samt estimeret økonomi.
Den 26. maj afholder TMU budgetseminar, hvor udvalget prioriterer de af lokaludvalgenes budgetønsker, som de vil henvise til forhandlingerne om Budget 2026.