Mødedato: 20.03.2025, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Afsættelse af interne midler: Midlertidigt gavlmaleri på Amagerbro Torv

Indstilling

Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,

at Lokaludvalget afsætter 35.000 kr. til opførelsen af et midlertidigt gavlmaleri på Amagerbro Torv.

Problemstilling

Amager Øst Lokaludvalg skal beslutte, om der skal afsættes 35.000 kr. af 2025-puljemidlerne til opførelse af et midlertidigt gavlmaleri på Amagerbro Torv. 

I forbindelse med at det nuværende gavlmaleri "Woman with 24 problems" af John Kørner efter planen bliver overmalet omkring d. 6. maj 2025, opstår der en mulighed for at etablere et midlertidigt værk på gavlen, indtil gavlen med al sandsynlighed ændres evt. med vinduer og en åbning. Det vil ske da gavlens grundejer har ønsket en ny lokalplan, som forventes vedtaget medio 2025. 

Lokaludvalgets tovholder i BIFUK-arbejdsgruppen har været i dialog med Institut for Urban Kreativitet (IFUK), som står for overmalingen. IFUK kan samtidig også være behjælpelig med at finde en kunstner, som kan opføre et midlertidigt værk.

Lokaludvalgets tovholder i BIFUK-arbejdsgruppen har også været i dialog med grundejeren, som er interesseret i opførelsen af et midlertidigt værk på gavlen. 

Gavlmaleriet er nedslidt som følge af Københavns Kommunes ophørte vedligeholdelsespligt for værket i 2017. Kultur- & Fritidsudvalget har besluttet, at de midler, som var afsat til en restaurering i stedet anvendes til genopførelse af værket på Nørrebro, da en ny lokalplan for bygningen er undervejs. 

Løsning

Der afsættes 35.000 kr. af 2025-puljemidlerne. Sekretariatet og tovholder fortsætter dialogen med IFUK.

Økonomi

Der afsættes 35.000 kr. af 2025-puljemidlerne.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top