Mødedato: 19.06.2014, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Fælles Fritid fra 40’erne og frem

Alle aktivitetssteder for seniorer på Amager/Samarbejdsforum Amager søger om støtte til inspirationsarrangement for seniorer.  

Indstilling og beslutning

SOSU-arbejdsgruppen indstiller,

1) at Amager Øst Lokaludvalg støtter projektet med en underskudsgaranti på kr. 20.000.

Problemstilling

Den 29. april 2014 søgte Birthe Kofoed på vegne af Samarbejdsforum Amager om 30.000 kr. i støtte til afviklingen af et inspirationsarrangement for seniorer den 10. september 2014. Arrangementet er især henvendt til ensomme borgere over 60 år, og der forventes et deltagertal på ca. 500.

Aktivitetsdagen bliver planlagt, organisereret og afviklet af Samarbejdsforum Amager, der tæller ti aktivitetssteder for seniorer på Amager. I Amager Bio skal der være stande med eksempler på ”gamle almene fritidsinteresser”. Standene bemandes med mindst 60 frivillige, aktive seniorer fra Aktivitetsstederne på Amager. Desuden skal Dario Campeotto fortælle og synge og Jytte Abildstrøm skal fortælle om livsenergi og livsindhold.  
Historisk oplysende artikler i de lokale aviser og personlige historier knyttet til foreningerne og fritidsinteresserne skal motivere seniorerne til at deltage på dagen og genfinde fundamentet for netværksaktivitet. Desuden vil det være muligt at komme ind til halv pris, hvis man tager sin nabo med. Det skal give incitament til, at flere borgere aktiverer deres omgangskreds og kommer afsted. Der skal efterfølgende være gratis prøveordninger på de forskellige aktivitetssteder, så seniorerne motiveres til at prøve noget nyt.  

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på kr. 126.000. Amager Vest Lokaludvalg har bevilget kr. 30.000, Sundhedsforvaltningen søges om kr. 56.000 i støtte og der forventes en entréindtægt på kr. 10.000.

Løsning

SOSU-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller at projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 20.000.

Der er tale om et godt formål, og et stort netværk og mange frivillige er involveret i at tilrettelægge og gennemføre projektet. Ligeledes forventes et stort antal ældre at deltage i arrangementet. Vi finder imidlertid at  udgifterne til underholdning (eksterne honorarer) og til annoncering er meget store i forhold til det samlede budget og i forhold til at der er tale om et kortvarigt enkeltstående arrangement.

Økonomi

Der er søgt om kr. 30.000 af 2014-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilges en underskudsgaranti på kr. 20.000.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 10. november 2014.

Beslutning

Punktet blev godkendt uden afstemning. Projektet støttes således med en underskudsgaranti på kr. 20.000.
Til top