Mødedato: 19.06.2014, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Reviderede kriterier for borgerinddragelsespuljen

Indstilling og beslutning

Tovholder-kredsen indstiller

1) At Amager Øst Lokaludvalg godkender kriterier for anvendelse af borgerinddragelsespuljen

Problemstilling

Lokaludvalget kan efter de almindelige delegationsregler i særlige tilfælde henlægge administrationen af puljemidler til lokaludvalgets formand/formandskab. En forudsætning herfor er, at det med fornøden klarhed og bestemthed fremgår hvilke beføjelser, der overlades og til hvem. Det er endvidere en forudsætning, at lokaludvalget udøver kontrol med udøvelsen af de til formanden/formandskabet delegerede beføjelser.

Amager Øst Lokaludvalg har siden 2010 haft en årlig borgerinddragelsespulje på 25.000 - 50.000 kr. Amager Øst Lokaludvalg har i forbindelse med budgettet for 2014 afsat 50.000 kr til borgerinddragelsespuljen. Heraf er der på nuværende tidspunkt anvendt ialt 10.700 kr til en annonce i forbindelse med borgermødet om lokalplan Lergravsvej.

De nuværende kriterier
Jvf. de nuværende kriterier for borgerinddragelsespuljen kan denne alene anvendes i forbindelse med høringssager. Det er jvf. de nuværende kriterier formandskabet, der - efter samråd med tovholderne for de tre arbejdsgrupper - kan udmønte op til 30.000 kr til borgerinddragende aktiviteter i forbindelse med en konkret høringssag såfremt høringsfristerne er for korte til at lokaludvalget kan træffe beslutning om at afsætte midler til den enkelte sag. Enhver anvendelse af Borgerinddragelsespuljen skal efterfølgende meddeles Lokaludvalget på det førstkommende ordinære møde.

 

Løsning

Tovholderkredsen forslår at ændrer kriterierne for anvendelsen af borgerinddragelsespuljen således at fokus udvides til at være borgerinddragelse i bred forstand og ikke alene borgerinddragelse i forhold til konkrete høringssager. Baggrunden for forslaget er dels at det i den praktiske anvendelse af puljen har været uklart til hvilke formål denne kunne anvendes. Derudover er der ofte behov for at kunne anvende mindre beløb til småaktiviteter, og det er meget tidskrævende såfremt lokaludvalget løbende skal tage stilling til hvorvidt der skal anvendes mindre beløb til konkrete små-arrangementer. 

Konkret foreslåes det, at formandsskabet selvstændigt - eventuelt i samtåd med den relevante tovholder for en af de faste arbejdsgrupper eller ad hoc grupper - kan disponere over borgerinddragelsespuljen udfra følgende retningslinier:

I høringssager, hvor lokaludvalget grundet tidsfristerne ikke har mulighed for at træffe beslutning om at afsætte økonomi til konkrete aktiviteter, kan formandsskabet afsætte op til 20.000 kr. fra borgerinddragelsespuljen.

I forbindelse med konkrete arrangementer, hvor lokaludvalget eksempelvis har en bod eller på anden måde udføre borgerinddragende aktiviteter, der ikke nødvendigvis relaterer sig til en konkret høring, kan formandsskabet afsætte op til 5.000 kr til borgerinddragende aktiviteter eksempelvis til udarbejdelse og tryk af materialer, indkøb af remedier mv. Eksempler på sådanne arrangementer er Lørdage på Musiktorvet, det Maritime Ungdomshus' jubilæum mv.

Enhver anvendelse af Borgerinddragelsespuljen skal fortsat efterfølgende meddeles Lokaludvalget på det førstkommende ordinære møde.

Beslutning

Der blev begæret afstemning om indstillingen:

For at støtte indstillingen stemte følgende: Phie Ambo, Iben Lindemark, Carsten Sahl Mortensen, Steen Olesen, Ib Wendrup, Lars Berg Schovsbo, Karl Vogt-Nielsen, Rune Solvang, Käte Hommelgaard, Steen Lykkebo, Svend Aage Sørensen, Jan Kyrsting, Randi Sørensen, Bruno Jacobsen, Lasse Rossen, Ole Melgaard, Ole Pedersen.

Følgende stemte imod indstillingen: Jens William Grav

Følgende undlod at stemme: Michael Bagge Kuhen, Per Lönn-Christensen, Eva Damgaard.

Indstillingen blev godkendt.
Til top