Beslutning om årshjul 2022
Indstilling
Formanden for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,
at lokaludvalget godkender forslaget om årshjul for 2022.
Problemstilling
Lokaludvalgene skal i 2022 udarbejde en bydelsplan. Lokaludvalgene udarbejder deres bydelsplan hvert 4. år i begyndelsen af valgperioden i tæt dialog med bydelens borgere og øvrige aktører. Bydelsplanerne anvendes til at realisere bydelens og lokaludvalgets indsatsområder og i dialogen med forvaltninger og politikere om bydelens udvikling. Bydelsplanen er et ressourcekrævende projekt, både for lokaludvalget og sekretariatet.
Desuden er der planlagt seminar for det nye lokaludvalg den sidste weekend i september, hvor lokaludvalget bl.a. skal arbejde med organisering af lokaludvalgsarbejdet fremadrettet.
Lokaludvalget har tidligere år afholdt arrangementerne Amager Klima- og Demokratifestival og Sundhedsmarkedsdag. Det er arrangementer som kræver megen planlægning og et stort ressourcetræk på sekretariatet. Tidligere år har Miljøpunkt Amager stillet en medarbejder til rådighed til planlægning og afvikling af klima- og demokratifestival. Miljøpunktet har meddelt at projektet ikke er en del af deres årsplan og de ikke har afsat medarbejderressourcer til projektet i år.
Tovholdergruppen har drøftet, hvordan lokaludvalget og sekretariatet bedst muligt bruger sine ressourcer i 2022 og indstiller på den baggrund, at der fokuseres på bydelsplan og seminar. Beslutningen indebærer, at lokaludvalget udsætter sundhedsmarkedsdagen til maj 2023 og stiler mod at holde klima- og demokratifestival i efteråret 2023, under forudsætning af at der er ressourcer til det til den tid.
Løsning
At lokaludvalget godkender forslaget om årshjul for 2022.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.