Intern høring: investerings- og effektiviseringsforslag til budget 2019
Indstilling
Formanden indstiller
1. At Amager Øst Lokaludvalg drøfter sagen
2. At Amager Øst Lokaludvalg godkender det bilagte høringssvar
Problemstilling
På vegne af Kultur- og Fritidsudvalget (KFU) har Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF) sendt en række investerings- og effektiviseringsforslag i høring hos lokaludvalgene. KFU anmoder særligt om bemærkninger i forhold til hvordan forslagene kan påvirke borgerne i lokaludvalgenes egne bydele.
Københavns Kommune arbejder hvert år med en ambitiøs effektiviseringsstrategi, der imødekommer sparekrav pålagt af staten. Effektiviseringsstrategien er en bunden opgave for alle forvaltninger.
Kultur- og Fritidsudvalget skal på deres møde den 25. april 2018 beslutte, hvilke investerings- og effektiviseringsforslag, der skal indgå i forhandlingerne om budget 2019.
Fristen for indgivelse af bemærkninger er fredag den 20. april 2018 kl. 10.
Høringssvar modtaget inden den 18. april sendes ud med dagsorden til KFU. Øvrige høringssvar eftersendes inden mødet.
Der er i det oprindelige høringsmateriale ialt 10 investerings- og effektiviseringsforlag. Efterfølgende er der på baggrund af forliget om overførselssagen fremsendt yderligere 2 effektiviseringsforslag.
1. Højere badesikkerhed og bedre udnyttelse af livreddernes ressourcer
Det foreslås at investere i elektronisk livredderovervågning som et supplement til livreddere. Derudover vil forvaltningen udnytte livredderressourcer bedre ved at blandt andet optimere vagtplanen.
2. Øget skærmbetjening, øget automatisering og Smart betaling fase 2
Udvidelse af borgerservicetillbuddet ved øget brug af skærmtilbud, skærmbetjening, øget brug af data, automatiseringsprocesser og selvbetjening på museerne.
3. FerieCamps og bedre kapacitetsudnyttelse i svømmehaller om sommeren
Tiltag der bedre udnytter kapaciteten. Samtidig mindsker det energiudgifterne og bidrager dermed til kommunens grønne regnskab.
4. Øget kapacitetsudnyttelse af svømmehaller ved ny prisstruktur
Ved at omlægge prisstrukturen for besøg i svømmehaller tilskyndes brugerne til at gå isvømmehallen på tidspunkter og steder, hvor kapacitetsudnyttelsen er lav.
5. Øget kapacitetsudnyttelse af idrætshaller
Differentiere brugerbetalingen i peak og off-peak-tider, samt ensarte priserne på tværs af byen for at øge gennemsigtigheden for brugerne
6. Ligestilling af voksenforeninger og selvorganiserede idrætsudøvere
Der indføres gebyr på anvendelse af offentlige faciliteter under Kultur- og fritidsforvaltningen. Forslaget går ud på at ligestille voksenforeninger med selvorganiserede idrætsudøvere. Ved at øge tilskuddet til børn og unge sikres det, at forslaget ikke rammer foreninger med mange børn og unge.
7. Fastfrysning af tilskud
Kommunen yder en række varige tilskud til kulturinstitutioner, festivaler mv. Forslaget indeholder to modeller for fastfrysning af Kultur- og Fritidsudvalgets varige tilskud.
8. Mellemkommunal refusion på voksenundervisningsområdet
Forslaget indebærer en omprioritering af merindtægt på mellemkommunal refusion fra aftenskolerne. Det kan betyde færre aktiviteter på voksenundervisningsområdet.
9. Bedre samdrift og madfællesskaber på byens kulturinstitutioner
I dialog med lokale institutioner, brugergrupper og lokaludvalg, skal udvalgte institutioner gradvist overgå til øget samdrift med mere medansvar til brugerne.
10. Ivrige læsere og engagerede borgere
København vokser, og københavnerne bruger biblioteket anderledes i dag end for 20 år siden. For at imødekomme ændringerne investeres i målrettet betjening i børnebiblioteket, digital betjening, slagkraftige kulturaktiviteter og stærke faglige profiler gennem en effektivisering af betjeningen.
Ekstraforslag på baggrund af forliget om overførselssagen:
Nedtagning af havnebadet på Islands Brygge: Ved at nedtage Havnebadet Fisketorvet og i stedet anlægge en badezone kan KFF spare omkostninger til livreddere, driftsomkostninger, husleje til KEID, energi og vedligehold. Badezoner er karakteriseret ved, at de alene er markeret med bøjer og flyderør og ikke er omkranset af et fysisk anlæg. Der er ikke livreddere til stede, og al badning foregår på eget ansvar. Der kan, ligesom i havnebade, bades døgnet rundt.
Effektiv håndtering og bedre formidling af materialer: Bedre materialeformidling både i det fysiske rum og digitalt gennem etablering af tværgående team af medarbejdere, der udvikler bogudstillinger, som kan bruges på flere biblioteker. Indretning af indbydende udstillingsområder og målrettet formidling via digitale platforme. Sammensætning af et team af bogopsættere i hver enhed, der varetager det tidskrævende arbejde, at fremfinde og sætte materialer på plads på bibliotekerne, hvorved der frigives biblioteksfaglige kompetencer til formidling. "Bogen Kommer" –et tilbud til visiterede borgere, der får bøger leveret til deres hjem -omstruktureres til bl.a. at indeholde målrettet formidling af digitale tilbud og central styring i Biblioteket Online, hvilket sikrer ensartet service.
Vedr. Bilag: Udkast til høringssvar er sammen med oversigten over forslag bilagt i papirform. Øvrige bilag er alene bilagt elektronisk.
Løsning
Arbejdsgruppen drøftede sagen den 9. april 2018 og Ole Meldgaard, Susanne Møller og Ole Pedersen har på den baggrund udarbejdet bilagte høringssvar, som lokaludvalget bedes godkende.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Amager Øst Lokaludvalg
Beslutning
Amager Øst Lokaludvalg drøftede sagen.
Der blev begæret afstemning om hvorvidt pkt. 6 skal udgå af høringssvaret.
For forslaget stemte Nicki Wassmann Brøchner.
Imod forslaget stemte: Maj Tellefsen, Randi Johanne Sørensen, Rasmus Steenberger, Frank Lambert, Ole Pedersen, Amina Charai, Nanna Tofte, Merete Christiansen, Lasse Rossen, Martin Hein, Iben Lindemark, Tom Christensen, Ole Meldgaard, Hans J. Møller, Jens William Grav, Karl Vogt-Nielsen, Oksana Gjermstad, Rikke Lauritsen, Bo Jensen, Trine Hertz, Susanne Møller, Rasmus Munch Søndergaard.
Ingen undlod at stemme.
Dermed blev ændringsforslaget ikke vedtaget.
Høringssvaret blev herefter godkendt uden afstemning med de på mødet faldne bemærkninger.