Puljeansøgning: Container og smedearbejde
Indstilling
Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,
1) at lokaludvalget undlader at støtte projektet ”Container og smedearbejde”.
Problemstilling
På vegne af Amagerbanens Venner har Peter Kristensen søgt om 23.312 kr. i støtte til Container og smedearbejde. Foreningen ønsker at anskaffe en 20 fods container for at kunne aflåse deres skinnecykler og dræsine mod tyveri, hærværk og vind og vejr. Det skal sikre, at borgere/brugere fremadrettet kan benytte sig af foreningens tilbud om kørsel på banen. Containeren bliver udsmykket med foreningens og Amager Øst Lokaludvalgs logo.
Desuden ønsker Amagerbanens Venner at flytte de to flagstænger, som er svejset fast på spor 2, og fastmontere dem længere væk, således at sporet kan forlænges frem til Vermlandsgade. Arbejdet forventes udført i april-maj 2018.
Det ansøgte beløb udgør det samlede budget på 23.312 kr. Der er ingen kontant egen- eller medfinansiering ud over udsmykning.
Amagerbanens Venner har 6 gange tidligere modtaget støtte fra Amager Øst Lokaludvalg. Senest i april 2017, hvor der blev bevilget støtte til at opføre kunst på to vægge ved Amagerbanen.
I september 2016 blev der bevilget 37.500 kr. til etablering af et overkørselsanlæg. I den forbindelse understregede lokaludvalget, at Amagerbanens Venner ikke kunne forvente fremtidig støtte.
Løsning
Arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at der ikke tildeles støtte til projektet.
Lokaludvalget støttede Amagerbanens venner i startfasen for at hjælpe foreningen i gang. Arbejdsgruppen ser det som foreningens egen opgave at finansiere udgifterne i indeværende ansøgning eller søge anden sponsorstøtte. Endvidere er der ikke tale om en aktivitet. På den baggrund indstilles til afslag.
Økonomi
Der er søgt om 23.312 kr. af 2018-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at der ikke tildeles støtte til projektet.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 1. juni 2018.
Beslutning
Der blev stillet ændringsforslag om at støtte projektet med kr. 5.000.
For ændringsforslaget stemte: Rasmus Steenberger, Rikke Lauritsen, Rasmus Munch Søndergaard, Trine Hertz, Bo Jensen.
Imod ændringsforslaget stemte: Hans J. Møller, Frank Lambert, Nanna Tofte, Lasse Rossen, Susanne Møller, Jens William Grav, Nicki Wassmann Brøchner, Randi Johanne Sørensen, Amina Charai, Iben Lindemark, Tom Christensen, Ole Meldgaard, Karl Vogt-Nielsen, Oksana Gjermstad, Ole Pedersen, Merete Christiansen, Martin Hein.
Ingen undlod at stemme:
Dermed var der ikke flertal for ændringsforslaget og projektet tildeles ikke støtte.