Puljeansøgning: Buster på Amager 2018
Indstilling
Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,
1) at lokaludvalget afsætter en underskudsgaranti på 20.000 kr. til ”Buster på Amager 2018”
Problemstilling
På vegne af Børnekulturhus Ama’r har Peter Martinussen søgt om 30.000 kr. i støtte til Buster på Ama'r 2018. BUSTER er det dedikerede skole- og familieprogram på spillefilmfestivalen CPH PIX. Festivalen finder sted fra 27.9.-3.10. i Børnekulturhus Ama'r. Målgruppen er skoleklasser fra 2.-7. klasse i hverdagene og familier med børn i alderen 3-12 år i weekenden. Der forventes et samlet besøgstal på ca. 700 i løbet af projektets 7 dage.
Samarbejdet mellem filmfestivalen og Børnekulturhus Ama’r har udviklet sig gennem flere år. I 2018 vil samarbejdets profil styrkes yderligere, ved at gøre Amager til BUSTERs animationscentrum under festivalen. For at sikre den lokale forankring, arbejder ansøger målrettet på at styrke dialogen og kommunikationen af tilbuddene til de lokale skoler og familier på Amager. Der er indgået et samarbejde med de lokale børnebiblioteker om at lave en udstilling i børnekulturhuset, og at sende børnene hen på deres lokale biblioteker for at læse mere om at tegne, om at lave tegnefilm mv.
Børnekulturhus Ama’r skal i år være hjemsted for et stort program med i alt 19 medieworkshops for skoler i hverdagene, samt unikke filmevents, værksteder og workshops for børn og deres familier i weekenden. Desuden vil man kunne opleve en håndfuld anderledes filmoplevelser med efterfølgende kreative aktiviteter rundt omkring i huset.
Det samlede budget er på 122.900 kr.. Der søges 30.000 kr. fra Amager Vest Lokaludvalg. Den samlede egenfinansiering udgør 51.380 kr. og der forventes entreindtægter for 11.520 kr.
Lokaludvalget har fire gange tidligere støttet BUSTER filmfestival med hhv. 30.000 kr. (2014 og 2015), 40.000 kr. i 2016 og 30.000 kr. i 2017. Evaluering fra 2017 kan læses på http://www.aoelu.dk/assets/Evaluering-Buster-p%C3%A5-Amar-2017.pdf
Løsning
Arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 20.000 kr.
Arbejdsgruppen finder, at projektet kommer mange børn til gode og er med til at stimulere deres kreative udvikling. Arbejdsgruppen havde gerne set en lidt større deltagerbetaling til forestillingerne, da billetprisen er meget lav. Flertallet indstiller derfor at støtte med 20.000 kr.
Et mindretal indstiller at støtte med 10.000 kr., da man finder udgifterne til PR meget høje.
Økonomi
Der er søgt om 30.000 kr. af 2018-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 20.000 kr.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 3. november 2018.
Beslutning
Indstillingen blev vedtaget uden afstemning. Projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 20.000 af 2018 puljemidlerne.