Mødedato: 17.03.2022, kl. 17:30
Mødested: Prismen, lokale Spisestuen

Puljeansøgning: Copenhagen Watersport Festival 2022 fra Watersport Østerbro

Indstilling

Formanden for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,

1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 30.000 kr. til ”Copenhagen Watersport Festival 2022”.

Problemstilling

På vegne af Watersport Østerbro har Anissa Mohrath søgt om 45.000 kr. i støtte til ”Copenhagen Watersport Festival 2022”.

Copenhagen Watersports Festival 2022 finder sted på Amager Strandpark d. 6. august og har blandt andet fokus på at tiltrække og motivere unge såvel som ældre mennesker samt familier til at prøve forskellige slags vandsportsaktiviteter såsom Windsurfing, Kite, Stand Up Padle, SUP Yoga, Kajak og en Waterpark. Der er gratis entré og de forskellige vandsportsaktiviteter kan prøves ved  køb af et aktivitetsarmbånd. 

Ansøger forventer omkring 800 deltagere og har samarbejdsaftaler med Nordic Ocean Watch Danmark, Nohr Entreprise (lokal El-firma), Henrik Wessel Amager, og Vitamin Well.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 151.500 kr. hvoraf kontant egenfinansiering udgør 25.000 kr. fra billetsalg til at prøve vandsportsaktiviteterne. Ansøger har modtaget støtte fra Sonning Fonden og KK Musikudvalg. 

Ansøger har tidligere søgt Amager Øst Lokaludvalg:

  • 2021 søgt 75.000 kr. og modtaget 25.000 kr. til Watersports Festival 2021.
  • 2020 søgt og modtaget 30.000 kr. til Watersports Festival 2020.

Evalueringen for 2021 er vedhæftet bagerst.

Løsning

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 30.000 kr.

Begrundelse: Vi støtter med et mindre beløb end søgt, da vi ønsker at prioritere midlerne til andre projekter. Det er et godt projekt, som tager stranden i brug og det er tydeligt, at de inddrager flere lokale foreninger i samarbejdet og planlægningen, som LU tidligere har efterspurgt. Derudover er det positivt, at de i år tiltrækker et bredere publikum.  

Økonomi

Der er søgt om 45.000 kr. af 2022-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 30.000 kr.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 6. september 2022. 

 

Beslutning

Der blev begæret afstemning om indstillingen.

For stemte: Susanne Møller, Randi Sørensen, Rene Steinvig, Lasse Rossen, Ole Meldgaard, Hans Møller, Nanna Tofte, Rune Solvang, Hanne Kusiak, Ole Pedersen, Keith Gray, Ane Jette Thomsen, Bente Lildballe, Iben Lindemark, Frank Lambert, Martin Hein, Jens William Grav.

Imod stemte: Jørgen Mark Pedersen

Ingen undlod at stemme.

Indstillingen blev dermed vedtaget. Projektet støttes med en underskudsgaranti på 30.000 kr.

Ansøger opfordres til at rette henvendelse til Parasport Danmark el. lign. organisation, så der også kan være aktiviteter for handicappede.

Til top