Mødedato: 16.12.2021, kl. 17:00
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Amager Revyen 2022 – bringer noget på banen

Indstilling

Formanden for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,

1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 50.000 kr. til ”Amager Revyen 2022 – bringer noget på banen”

Problemstilling

På vegne af Foreningen Amager Revyen har Anders Anderskov søgt om 50.000 kr. i støtte til ”Amager Revyen 2022 – bringer noget på banen”.

Amager Revyen er hele Amagers Revy, og visionen er at samle alle borgere på Amager. Projektet foregår på Teater PLAY Strandlodsvej 7 fra 26. marts - 13. maj 2022. Målgruppen er alle ml. 18 - 100 år. Der forventes ca. 1.000 deltagere til de 20 forestillinger (max kap.: 1.800). 

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 460.000 kr. Kontant medfinansiering: 69.000 kr. som er tilsidesat fra sidste års revy. Billetsalg: 75.000 kr. Ansøger søge Amager Vest Lokaludvalg om 28.000 kr. 

Projektet har af lokaludvalget fået støtte i 2019 (25.000 kr.) og 2020 (50.000 kr.), men måtte i 2020 aflyse pga. corona. Ansøger modtog støtte igen i 2021 (50.000 kr.) 

Der var fra ansøgers side ambitionen om at blive økonomisk uafhængige af fonde og puljer i 2021, men det blev ikke muligt pga. aflysningen af 2020-revyen. Håbet hos ansøger er at blive uafhængige i 2022. 

Evaluering fra 2021 er vedhæftet bagerst i ansøgningen. 

Løsning

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 50.000 kr.

Det er et godt projekt, der skaber lokalt tilhørsforhold og det er positivt at ansøger arbejder for at blive selvfinansierende.

Økonomi

Der er søgt om 50.000 kr. af 2022-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 50.000 kr.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 13. juni 2022. 

 

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget uden afstemning. Projektet støttes med en underskudsgaranti på 50.000 kr. 

Det blev bemærket at det kommende lokaludvalg bør være opmærksom på at støtten til projektet ikke får karakter af driftsstøtte.

Til top