Mødedato: 15.12.2022, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Udtalelse vedr. kunstprojekt på Sundby Kirkegård

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,

at lokaludvalget godkender det bilagte udkast til udtalelse vedr. kunstprojekt på Sundby Kirkegård.

Problemstilling

Projektgruppen vedr. kunst på Sundby Kirkegård har sendt en ansøgning til Teknik- og Miljøforvaltningen om tilladelse til opstilling af kunstværket "Eftertænksomhedens Oase", og ønsker i den forbindelse en udtalelse fra Amager Øst Lokaludvalg. Teknik- og Miljøforvaltningen behandler ansøgninger om monumenter i det offentlige rum en gang årligt. Det sker næste gang medio januar 2023.
Kulturgruppen under Områdefornyelsen Sundbys projektgruppe for Sundby Kirkegård har søgt om puljemidler hos områdefornyelsen til udarbejdelse af forslag til kunstnerisk udsmykning på Sundby Kirkegårds gamle afdeling, som i regi af Områdefornyelsen Sundby er under omdannelse til ”Eftertænksomhedens Oase”.
 
Et udvalg bestående af 1 medlem fra Amager Øst Lokaludvalg, 2 medlemmer fra ovennævnte kulturgruppe, 1 medlem fra områdefornyelsens sekretariat samt 1 medlem fra Fabrikken for Kunst og Design har valgt Oscar Kolianders forslag, da det på forbilledlig vis imødekommer de kriterier, som var opstillet for den kunstneriske udsmykning.  

Valget begrundes med følgende udtalelse: På den ene side knytter kunstværket an til de elementer, som Erik Brandt Dam Arkitekter indføjer i kirkegårdens rum, på den anden side imødekommer værkerne ønsket om på poetisk og stille vis at knytte an til fortællingen om de fredede Frihedskæmpergrave, som findes på kirkegården.

Lokaludvalget afsatte den 24. november 2022 25.000 kr. til udarbejdelse af fondsansøgninger ifm. finansiering af kunstprojektet på Sundby Kirkegård.

Løsning

Da det endelige materiale først har været lokaludvalget i hænde samme dag som lokaludvalgsmødet, har sagen ikke nået at være behandlet i en arbejdsgruppe.

Det indstilles, at lokaludvalget godkender det bilagte udkast til udtalelse vedr. kunstprojekt på Sundby Kirkegård.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Sekretariatet indsender lokaludvalgets udtalelse til Teknik- og Miljøforvaltningen snarest efter lokaludvalgsmødet.

Beslutning

Randi Sørensen redegjorde for projektet.

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top