B-sag: Beslutning om deltagelse i fælles gruppe om en biodiversitetssti med Amager Vest Lokaludvalg
Indstilling
Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,
at lokaludvalget beslutter at deltage i den fælles gruppe om en biodiversitetssti med Amager Vest Lokaludvalg.
Problemstilling
Lokaludvalget har i november modtaget en henvendelse fra Amager Vest Lokaludvalg vedrørende et forslag om en biodiversitetssti på tværs af de to bydele.
Amager Vest Lokaludvalg har besluttet at arbejde for etableringen af en biodiversitetssti. Ønsket er, at stien går fra Prøvestenen til Islands Brygge. De har derfor spurgt, om Amager Øst Lokaludvalg vil udpege et par repræsentanter til en fælles arbejdsgruppe, hvor Amager Vest og Miljøpunkt Amager også er repræsenteret.
Løsning
Miljø og Klima arbejdsgruppen har drøftet henvendelsen og indstiller at lokaludvalget beslutter at deltage i den fælles gruppe om en biodiversitetssti med Amager Vest Lokaludvalg. Trine Munk, Lasse Rossen og Felicia Fock har meddelt at de gerne vil være med i arbejdsgruppen.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.