Mødedato: 15.12.2016, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Beslutning om at aktivere borgerpanelet ifbm. undersøgelse om parkeringsforhold

Indstilling

Formanden indstiller

1. At Amager Øst Lokaludvalg beslutter at spørge borgerpanelet om dets syn på parkerings situationen  i bydelen

2. At Amager Øst Lokaludvalg beslutter at fremsende en orientering om resultatet af undersøgelsen til Teknik- og Miljøudvalget forud for udvalgets drøftelse om den fremtidige parkeringsstrategi.

Problemstilling

Amager Øst Lokaludvalg besluttede på dets møde den 24. november at afholde et borgermøde om parkering den 25. januar 2017. Mødet afholdes i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen og er en del af evalueringen af hvilke konsekvenser 3-timers zonen omkring Lergravsparkens Station har haft for parkeringssituationen i de omkringliggende områder udenfor zonen. 

Det forventes at Teknik- og Miljøudvalget den 23 januar 2017 skal have en drøftelse af fremtiden for de tidsbegrænsede zoner. Det forventes at sagen bliver en drøftelse og ikke en beslutningssag og resultatet fra borgerpanelet kan være med til at kvalificere drøftelsen.

Løsning

Med henblik på at få et bredt billede af borgernes oplevelse af parkeringssituationen i bydelen forslås det at spørge de over 3000 borgere i borgerpanelet om deres syn på parkeringsforholdene der hvor de bor.

Undersøgelsen iværksættes over 2 uger i starten af januar således at resultaterne foreligger før borgermødet den 25 januar. Dermed kan undersøgelsens resultater indgå som baggrundsinformation i forbindelse med selve borgermødet.

Undersøgelsens overordnede design:

Alle borgere i borgerpanelet spørges om hvorvidt de er tilfredse med den nuværende parkeringssituation hvor de bor. De der svarer nej, og som bor i et område, hvor der idag er gratis parkering spørges derudover til, om de ønsker betalingszonen indført i deres område eller en 3-timers zone. De der svarer nej, og som allerede bor i betalingszonen eller i 3-timers zonen spørges ind til hvilke ønsker de har til ændringer i deres område. 

Det forventes at Teknik- og Miljøudvalget den 23 januar 2017 skal have en drøftelse af fremtiden for de tidsbegrænsede zoner. Det forventes, at sagen bliver en drøftelse og ikke en beslutningssag og resultatet fra borgerpanelet kan være med til at kvalificere drøftelsen. Det forslås at resultaterne fremsendes til udvalget i uredigeret form, og med en understregning af, at lokaludvalget ikke har taget stilling til sagen herunder hvilken model for fremtidig parkering i bydelen som lokaludvalget anbefaler.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser

 

Videre proces

Sekretariatet udarbejder undersøgelsen og aktiverer borgerpanelet over 2 uger i starten af januar. Resultaterne af undersøgelsen fremsendes til Teknik- og Miljøudvalget medio januar samt til lokaludvalget i forbindelse med udsendelse af materiale til lokaludvalgets møde i januar og fremligges på borgermødet den 25. januar.

Lokaludvalget drøfter på dets møde den 26. januar eventuelle videre skridt i sagen.

 

Beslutning

Amager Øst Lokaludvalg drøftede sagen

Amager Øst Lokaludvalg besluttede at aktivere borgerpanelet til en undersøgelse om parkering i januar 2017. Karl Voigt-Nielsen og Nicki Brøchner tilbød at være med til at designe undersøgelsen i samarbejde med sekretariatet. 

Amager Øst Lokaludvalg vedtog, at resultaterne fra undersøgelsen ikke fremsendes til Teknik- og Miljøudvalget før lokaludvalget har drøftet materialet.

Til top