Puljeansøgning (2017-midler): Morgenmadskoncerten
Indstilling
Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,
1) at lokaludvalget på baggrund af indstillingen fra BIFUK-arbejdsgruppen vedtager, om der skal afsættes en underskudsgaranti på kr. 10.000 til Morgenmadskoncerten eller om der ikke skal tildeles støtte til projektet.
Problemstilling
Yngvild H. Ruud har søgt om kr. 20.000 i støtte til Morgenmadskoncerten – en serie nabolagskoncerter på Amager. Projektets formål er at flere skal få mulighed for at blive introduceret til kunstmusik/klassisk musik. Ansøger ønsker at bidrage til fællesskabet på Amager, og at skabe lytteoplevelser, der skal kunne nydes af alle.
Arrangementerne afholdes i Kvarterhuset 4 søndage fra februar til maj. Der vil være en 45-minutters koncert hvor publikum, samtidig med at de lytter til musik, kan spise morgenmad i en uformel atmosfære. Inden hver koncert vil der være en introduktion til musikken, som skal være relevant også for de, der ikke er bekendt med klassisk musik. Bagefter vil der være mulighed for at tale med musikerne.
Kvarterhuset indgår som samarbejdspartner og stiller lokaler gratis til rådighed. Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på kr. 104.000. Der forventes kr. 9.000 i billetindtægter og der er bevilget kr. 65.000 fra Københavns Kommunes frie midler. Der indgår frivilligt arbejde til en værdi af kr. 10.000.
Løsning
BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen. Et flertal i BIFUK indstiller at støtte med kr. 10.000, da de finder det positivt at der i projektet anvendes nye måder at få kendskab til musikken på. Da man finder budgettet højt sat, indstilles kr. 10.000. Et mindretal ønsker ikke at støtte, da de ikke finder projektet bydelsrettet eller tværgående, eller kan se en varig effekt af projektet. Desuden havde man gerne set at der var kontant egenfinansiering.
Økonomi
Der er søgt om kr. 20.000 af 2017-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at lokaludvalget vedtager, om der skal afsættes en underskudsgaranti på kr. 10.000 til Morgenmadskoncerten eller om der ikke skal tildeles støtte til projektet.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 21. juni 2016
Beslutning
Der blev stillet forslag om, at projektet støttes med kr. 10.000 af 2017 puljemidlerne.
For forslaget om at støtte projektet med kr. 10.000 stemte: Karl Voigt-Nielsen, Jan Kyrsting, Thomas Frisendal, Lone Munk, Rune Solvang, Svend Aage Sørensen, Käte Hommelgaard, Randi Sørensen, Eva Damgaard, Ole Melgaard, Ole Pedersen.
Imod forslaget om at støtte projektet med kr. 10.000 stemte: Nicki Wassmann Brøchner, Martin Hein, Ib Wendrup, Carsten Sahl-Mortensen, Sven Løntoft, Sten Lykkebo, Jens William Grav.
Følgende undlod at stemme: Ingen
Projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 10.000 af 2017 puljemidlerne.