Puljeansøgning: Julearrangementer i N.A.B.O. Center
Indstilling
Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,
1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra SOSU-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på kr. 10.000 til Julearrangementer i N.A.B.O. Center.
Problemstilling
På vegne af N.A.B.O. Center har Bente Clausen søgt om kr. 10.000 i støtte til julearrangementer. Størstedelen af NABO's brugere har ikke kontakt med deres familie og N.A.B.O. Center udgør typisk deres primære sociale netværk. For disse mennesker er julen en tid, hvor den sociale isolation kan føles ekstra barsk. Derfor vil værestedet i december måned afholde forskellige julearrangementer som juleklip, bankospil, juleaften og nytårsmiddag. Der forventes ca. 40-50 deltagere til de forskellige arrangementer. Pårørende kan også deltage.
N.A.B.O. Center har i hhv. 2013 og 2015 søgt og fået kr. 10.000 i støtte fra lokaludvalget til tilsvarende julearrangementer. Evaluering kan læses på http://www.aølu.dk/assets/Julearrangementer-i-NABO.pdf
Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på kr. 26.100. Der er en egenfinansiering på kr. 6.100 samt medarbejdertimer. Amager Vest Lokaludvalg er ligeledes søgt om kr. 10.000, da brugerne kommer fra både Amager Øst og Amager Vest.
Løsning
SOSU-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 10.000. SOSU finder at N.A.B.O. Center gør et godt stykke arbejde. Det er et godt arrangement, der tilgodeser en særlig målgruppe i bydelen, der ikke kan forventes at agere som andre målgrupper. Det er desuden en gruppe, der har et meget lille eller intet familienetværk.
Økonomi
Der er søgt om kr. 10.000 af 2016-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på kr. 10.000.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 6. januar 2017.