Mødedato: 15.03.2018, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Orientering vedr. dialogmøde om integrationspolitikken

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Amager Øst Lokaludvalg tager orienteringen til efterretning

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har rettet henvendelse til sekretariatet vedrørende samarbejde om kommende dialogmøder om kommunens tværgående integrationspolitik. Den nuværende integrationspolitik udløber ved udgangen af 2018. I samarbejde med kommunens øvrige forvaltninger, skal der udarbejdes en ny integrationspolitik for perioden 2019-2022.

Forvaltningen ønsker at inddrage lokaludvalget i processen frem mod udarbejdelsen af den kommende integrationspolitik. Derfor opfordres lokaludvalget til at indgå i udarbejdelsen af dialogmøderne, gerne i forhold til planlægning og afholdelse af et dialogmøde, eller ved at deltage i et af dialogmøderne. Der er desuden et ønske om at inddrage flest mulige københavneres syn på det kommende arbejde med integrationsområdet. Derudover vil Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen gerne afklare hvorvidt et eventuelt dialogmøde kan stå i stedet for en formel høringsproces.

På baggrund af henvendelsen har formandsskabet, som ligeledes er repræsentanter for SOSU-arbejdsgruppen, i samarbejde med sekretariatet afholdt et møde med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen samt med repræsentanter for Amager Vest Lokaludvalg for at tale om at afholde et fælles arrangement på Amager.

Løsning

Formandsskabet har på baggrund af mødet overfor forvaltningen tilkendegivet at lokaludvalget er interesseret i at være med til at afholde et dialogmøde, i samarbejde med Amager Vest Lokaludvalg og forvaltningen, om integrationen på Amager. På mødet vil formandsskabet redegøre for indholdet af mødet samt om forventet form, tid og sted for dialogmødet.

Formandsskabet har samtidigt tilkendegivet, at der i forbindelse med integrationspolitikkens tilblivelse bør være en formel høringsproces, og at dialogmøderne ikke kan stå i stedet herfor.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Amager Øst Lokaludvalg idet Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen afholder udgifter i forbindelse med arrangementet.

Videre proces

Sekretariatet vil efter nærmere aftale med forvaltningen i begrænset omfang indgå i forberedelserne af mødet samt deltage i dialogmødet.

Beslutning

Amager Øst Lokaludvalg tog orienteringen til efterretning.
Til top