Mødedato: 15.03.2018, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Banko - Borgere med handicap åbner dørene op

Venner af Captum søger støtte til et banko-arrangement.

Indstilling

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra SOSU-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 3.000 kr. til ”Banko! – Borgere med handicap åbner dørene op”

Problemstilling

På vegne af Venner af Captum har Camilla K. Karlsson søgt om 7.495 kr. i støtte til ”Banko! – Borgere med handicap åbner dørene op”. Venskabsforeningen Venner af Captum afholder et stort banko arrangement den 10. april til glæde for borgere med handicap såvel som lokalsamfundet. Der forventes 200 deltagere. Captum har et stort ønske om at inkludere borgere med handicap med lokalsamfundet på Amager. Banko er et spil, som borgere med og uden handicap kan mødes om, og have en god oplevelse i fællesskab.

Der søges støtte til professionelt banko program, forplejning og PR.

Der er ingen kontant egenfinansiering, men 7 medlemmer af foreningen arbejder frivilligt fra kl. 14-22:30 for at afholde arrangementet. Endvidere rekrutteres yderligere frivillige som støtte til projektet, samt anskaffes sponsorpræmier for ca 30.000 kr.

Løsning

SOSU-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 3.000 kr. til kaffe og kage. Arbejdsgruppen finder intentionen om integration mellem borgere med og uden handicap støtteværdig, men synes at en vis egenbetaling er rimelig til et sådant arrangement. Selv om arrangementet finder sted i Amager Vest bydel vil der sandsynligvis komme deltagere fra Amager Øst.

Økonomi

Der er søgt om 7.495 kr. af 2018-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 3.000 kr.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 10 .maj 2018.. 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning. Der afsættes en underskudsgaranti på kr. 3000 af 2018 puljemidlerne til projektet.
Til top