Mødedato: 14.12.2017, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Informationsplancher om elektronikaffald, genbrug og genanvendelse

Miljøpunkt Amager søger 15.000 kr. til informationsplancher om elektronikaffald, genbrug og genanvendelse

Indstilling

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra Miljø og Plan arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på  15.000 kr. til informationsplancher om elektronikaffald, genbrug og genanvendelse.

Problemstilling

På vegne af Miljøpunkt Amager har Maja F. Guldager søgt om 15.000 kr. i støtte til ”Informationsplancher om elektronikaffald, genbrug og genanvendelse”

Informationsplancherne kommer til at hænge permanent i lokalet ved det nye elektronikreparationsværksted, i Pelican Self Storage lokaler, der ligger ud mod Prags Boulevard. Det forventes at reparationsværkstedet åbner i starten af 2018.

Formålet med plancherne er at udbrede viden og information om elektronikaffald og hvordan man kan være med til at mindske det. Plancherne skal indeholde viden og information om elektronikaffald samt hvordan man som borgere kan være med til at mindske det. Bl.a. skal der være viden om, hvorfor en stigende mængde elektronikaffald er et problem samt eksempler på hvordan man skal sortere sit elektronik og hvordan man kan genbruge eller genanvende det.

Målgruppen er alle borgere i lokalområdet, der besøger reparationsværkstedet. Det kan være i forbindelse med at få repareret deres elektronik, ved deltagelse i arrangementer eller workshops, der kommer til at foregå på stedet eller ved et almindelig besøg.
 
Der søges støtte til udgifter relateret til layout og grafisk arbejde samt produktion og print. Egenfinansieringen på i alt kr. 3.000 og består af medarbejdertimer og udgifter til administration.

Løsning

Miljø og Plan arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen. Et flertal i arbejdsgruppen indstiller, at projektet støttes med kr. 15.000. Plancherne laves ligeledes elektronisk, så de kan bruges i en bredere formidlingsindsats.

Mindretallet ønsker ikke at støtte projektet, idet mindretallet anser, at projektet bør kunne finansieres indenfor Miljøpunktets basisdrift.

Økonomi

Der er søgt om 15.000 kr. af 2017-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 15.000 kr.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 5. januar 2018.

Beslutning

Der blev begæret afstemning om indstillingen

For indstillingen stemte: Lone Munk, Bo Jensen, Karl Vogt-Nielsen, Ib Wendrup, Carsten Sahl Mortensen, Oksana Gjermstad, Sten Olesen, Rasmus Steenberger, Sven Løntoft, Sten Lykkebo, Sven Åge Sørensen, Randi Sørensen, Jan Kyrsting,Eva Damgaard, Ole Meldgaard, Ole Pedersen, Käte Hommelgaard

Imod indstillingen stemte:  Nicki Wassmann Brøchner, Jens William Grav.

Følgende undlod at stemme: Iben Lindemark

Der afsættes en underskudsgaranti på kr. 15.000 af 2017 puljemidlerne til projektet.

 

Til top