Mødedato: 14.12.2017, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Godkendelse af budget for lokaludvalgets puljemidler i 2018

Indstilling

Formanden indstiller

1. At Amager Øst Lokaludvalg godkender puljemiddelbudgettet for 2018

2. At Amager Øst Lokaludvalg afsætter kr. 150.000 til layout, tryk og omdeling af Ama'røsten i 1. halvår af 2018.

3. At Amager Øst Lokaludvalg afsætter kr. 30.000 til borgerinddragelsespuljen for 1. halvår 2018

Problemstilling

Lokaludvalgene i Københavns Kommune skal godkende budget for puljemidlerne i 2018. Borgerrepræsentationen har i 2018 afsat kr. 2.483.000 til selvstændig varetagelse i Amager Øst Lokaludvalg til netværksdannnende, dialogskabende og bydelsrettede aktiviteter. 

På den baggrund fremlægges følgende budget for puljemidler 2018 til godkendelse i Amager Øst Lokaludvalg.

Tilskud til Miljøpunkt Amager 600.000
Borgerinddragelsespuljen 1. halvår 2018 30.000
Ama'røsten udgivelse 2018 1. halvår herunder tryk, layout og omdeling 150.000
Puljemidler til interne og eksterne projekter og aktiviteter 1.703.000
Ialt 2.483.000

Til og med lokaludvalgsmødet i november 2017 er der bevilget 99.070 kr. af 2018-midlerne til eksterne ansøgninger og 7.300 kr. til egne projekter. Der er til dette møde søgt om 196.500 kr. af 2018-puljemidlerne til 7 eksterne ansøgninger og arbejdsgrupperne har indstillet, at der bevilges op til 141.500 kr.

Løsning

At Amager Øst Lokaludvalg godkender budgettet for puljemidler 2018

Midlerne til Miljøpunkt Amager blev afsat i forbindelse med godkendelse af årsplan på lokaludvalgsmødet den 23. november 2017.

Midlerne til Ama'røsten afsættes på baggrund af forbrug i 2017, samt tidligere projektbeskrivelse af Ama'røsten. Ud over husstandsomdeling til private husstande bliver Ama'røsten omdelt til butikker og kontorer i hele bydelen samt til alle institutioner og skoler i bydelen. Det nye lokaludvalg skal i foråret 2018 beslutte om det ønsker at videreføre Ama'røsten.

Midlerne til borgerinddragelsespuljen afsættes i henhold til retningslinier for anvendelse af borgerinddragelsespuljen jf. lokaludvalgets beslutning på lokaludvalgets møde d. 19. juni 2014.
Her blev det vedtaget at formandsskabet selvstændigt - eventuelt i samtåd med den relevante tovholder for en af de faste arbejdsgrupper eller ad hoc grupper - kan disponere over borgerinddragelsespuljen udfra følgende retningslinier:

I høringssager, hvor lokaludvalget grundet tidsfristerne ikke har mulighed for at træffe beslutning om at afsætte økonomi til konkrete aktiviteter, kan formandsskabet afsætte op til 20.000 kr. fra borgerinddragelsespuljen.

I forbindelse med konkrete arrangementer, hvor lokaludvalget eksempelvis har en bod eller på anden måde udføre borgerinddragende aktiviteter, der ikke nødvendigvis relaterer sig til en konkret høring, kan formandsskabet afsætte op til 5.000 kr til borgerinddragende aktiviteter eksempelvis til udarbejdelse og tryk af materialer, indkøb af remedier mv. 

Enhver anvendelse af Borgerinddragelsespuljen skal fortsat efterfølgende meddeles Lokaludvalget på det førstkommende ordinære møde.

Økonomi

Såfremt indstillingen imødekommes afsættes der 150.000 kr af 2018 puljemidlerne til Ama'røsten (1. halvdel af 2018) samt 30.000 til borgerinddragelsespuljen.

Videre proces

Det forventes, at det nye lokaludvalg skal træffe beslutning om et revideret budget i juni 2018.

Beslutning

Der blev stillet forslag om, at der skal budgetteres  for hele 2018.

Der blev begæret afstemning om ændringsforslaget

For ændringsforslaget stemte: Ole Pedersen, Sven Åge Sørensen, Randi Sørensen, Jan Kyrsting, Käte Hommelgaard, Carsten Sahl Mortensen,  Rasmus Steenberger, Oksana Gjermstad,

Imod ændringsforslaget stemte: Lone Munk, Bo Jensen, Karl Vogt-Nielsen, Ib Wendrup,  Sten Olesen, Sven Løntoft, Sten Lykkebo,  Nicki Wassmann Brøchner, Jens William Grav, Eva Damgaard, Ole Meldgaard

Følgende undlod at stemme: Iben Lindemark,

Dermed blev ændringsforslaget forkastet og budgettet vedtaget som fremlagt.  

Amager Øst Lokaludvalg afsatte uden afstemning kr. 150.000 til Ama'røsten i første halvdel af 2018.

Amager Øst Lokaludvalg afsatte uden afstemning kr. 30.000 til borgerinddragelsespuljen for 1. halvår.

Til top