Afsættelse af midler (2017) til grej til borgerinddragelse
Indstilling
Formanden indstiller
1. At Amager Øst Lokaludvalg på baggrund af forslag fra flere af lokaludvalgets medlemmer afsætter kr. 15.000 til indkøb af grej til borgerinddragelse.
Problemstilling
Amager Øst Lokaludvalg afholder årligt en række borgerinddragende arrangementer hvor lokaludvalget har en bod eller lignende. I den forbindelse kan det være formålstjenstligt at have forskellige former for grej og uddelingsting, der kan understøtte borgerinddragelsen.
Flere af lokaludvalgets medlemmer har via sekretariatet stillet forslag om forskellige remedier, der kan indkøbes. Herunder følger en samlet liste over ting, der er forslået:
- Bolsjer, vingummier og lakridser til events
- Vindmøller
- Badges til de lokaludvalgsmedlemmer der deltager i borgerinddragelsen
- Mobil kaffemaskine til events + batterier
- Megafon til udendørs arrangementer
- Kuglepenne med lokaludvalgets logo
- Post-it blokke med lokaludvalgets logo
Sekretariatets bemærkninger: Sekretariatet anbefaler ikke indkøb af vingummier, da vi har erfaring med, at de ikke kan holde sig og derfor skal smides ud. Sekretariatet oplyser, at der pt. er cirka 300 af de vindmøller tilbage, som lokaludvalget indkøbte i 2010. Det er på baggrund af de hidtidige erfaringer med uddeling af vindmøller sekretariatets vurdering, at der er nok vindmøller til at dække behovet i 2018. Sekretariatet anbefaler, at lokaludvalget undlader at købe en mobilkaffemaskine, idet dette vil kræve at man eksempelvis medbringer vand mv. til arrangementer. Sekretariatet vurderer, at den nuværende ordning med at hente kaffe (mod betaling) fra køkkenet i Kvarterhuset, kan dække behovet ligeså godt som en mobilkaffemaskine. Sekretariatet oplyser, at der er en megafon i sekretariatet, som kan benyttes i forbindelse med arrangementer.
Løsning
At Amager Øst Lokaludvalg afsætter en pulje på i alt 15.000 kr. til indkøb af grej til borgerinddragelse. Sekretariatet indkøber grej til borgerinddragelse på baggrund af de stillede forslag og med sekretariatets bemærkninger in mente.
Økonomi
Der afsættes kr. 15.000 af 2017 puljemidlerne til indkøb af grej til borgerinddragelse. Midlerne kan med udgangspunkt i de opstillede ønsker og sekretariatets bemærkninger frit disponeres af sekretariatet.
Videre proces
Såfremt indstillingen imødekommes indkøber sekretariatet grej til borgerinddragelse inden udgangen af 2017.