Puljeansøgning (2018): Morgenmadskoncerten forår 2018
Indstilling
Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,
1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra tovholderen BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på kr. 10.000 til Morgenmadskoncerten forår 2018.
Problemstilling
Yngvild H.Ruud har søgt om kr. 15.000 i støtte til Morgenmadskoncerten forår 2018. Projektet er en fortsættelse af en række koncerter som fandt sted i 2017. Koncertseriens forårssæson, som består af 4 koncerter, starter den 5. februar og slutter den 4. maj. Projektets formål er at gøre kunstmusik tilgængeligt for et bredere publikum. Konceptet indebærer at publikum kan nyde morgenmad samtidig med at de lytter til en klassisk koncert.
Morgenmadskoncertens første sæsoner har været vellykkede og haft en bred variation af publikum. Morgenmadskoncerten gennemføres i samarbejde med Kvarterhuset, som stiller gratis lokale til rådighed. Koncertgæsterne får rabat på morgenmad i husets café med gyldig koncertbillet (60 kr.).
Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på kr.115.000. Der er en egenfinansiering på 5.000 kr. plus frivillig arbejdskraft, samt forventede entréindtægter på 20.000 kr. Dertil søges støtte fra Musikudvalget samt en række fonde, i alt 90.000 kr..
Amager Øst Lokaludvalg har til begge sæsoner i 2017 bevilget 10.000 kr. (ansøgt 20.000 kr.). Evaluering kan læses på www.aoelu.dk/assets/Evaluering-Morgenmadskoncerten.pdf
Løsning
BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 10.000 kr. Arbejdsgruppen synes det er et godt og nyskabende projekt, der bringer klassisk musik ud til alle typer borgere, men finder dog udgifterne til PR og administration lidt høje.
Økonomi
Der er søgt om 15.000 kr. af 2018-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 10.000 kr.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 4. juni 2018.