Puljeansøgning: Fortæl! Fortællefestival
Indstilling
Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,
1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afslår ansøgningen til ”Fortæl! Fortællefestival 2019".
Problemstilling
På vegne af Islands Brygge Bibliotek søger Marie Louise Riis Cornelius om 30.000 kr. til Fortæl! Fortællefestival 2019. Festivalen blev også afholdt i 2018. Fortæl! afholdes på Islands Brygge Bibliotek d. 25. februar til 3. marts og henvender sig til alle mellem 3 og 99 år. Der forventes et deltagerantal på 500. Der samarbejdes med fortæller Aske Ebbesen.
Islands Brygge bibliotek i samarbejde med fortællerne går sammen om at skabe fokus på den fantastiske formidlingsform – den levende fortælling og alle dens facetter. Festivalen blev afholdt sidste år.
Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 41.000 kr. Egenfinansiering: 10.000 kr. + lokale, arbejdskraft, og forestillinger/workshops.
Projektet har ikke tidligere fået støtte fra Amager Øst Lokaludvalg.
Sekretariatet har været i dialog med ansøger omkring hvordan de appellerer til borgere i Amager Øst. Projektansøger vil annoncere bredt på hele Amager, være opsøgende hos kulturhuse og bruge mange kanaler til skrevne medier (lokalaviser, nyhedsbreve, pressemeddelelse osv).
Løsning
BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at afslå ansøgningen med følgende begrundelse: projektet vil kun i begrænset omfang komme borgerne i Amager Øst til gode.
Økonomi
Der er søgt om 30.000 kr. af 2019-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at ansøgningen afslås.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 3. april 2019 (1 måned efter projektets afslutning)