Mødedato: 12.12.2024, kl. 17:00
Mødested: Restaurant Kareten, Hollænderdybet 1

Høring om afgrænsning af indholdet af supplerende miljøkonsekvensrapport vedr. optimeringsforslag for M5

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller, 

at lokaludvalget ikke indsender bemærkninger til indholdet af den supplerende miljøkonsekvensvurdering for Metro M5. 

Problemstilling

Lokaludvalget skal tage stilling til, om der skal indsendes forslag til yderligere miljøforhold og vurderinger, der bør indgå i Miljøkonsekvensrapporten for optimeringsforslag for Metro M5. 

Metroselskabet har udarbejdet et afgrænsningsnotat med selskabets forslag til, hvilke miljøforhold, der skal beskrives og undersøges nærmere i miljøkonsekvensrapporten. 

Optimeringsforslaget

Optimeringsforslaget består i udførelse af stationen v/Prags Boulevard Øst som en højbanestation, med en sporkrydsning nord for stationen og en afgrening til kontrol- og vedligeholdelsescentret (KVC) på rampen syd for stationen. Rampen til KVC udføres som en viadukt, der føres over vejen Prøvestensbroen til opfyldningen ud for Amager Strandvej 3. Desuden optimeres linjeføringen i forhold til bl.a. dybde samt udjævning af kurver for at opnå hurtig og effektiv drift.

En konsekvens af optimeringsforslagene er, at afgreningskammeret ved Jenagade, samt den mulige variant med afgreningskammer ved Lergravsparken i stedet for ved Jenagade, bortfalder. Metro M5 vil optage mere areal på Kløverparken, men Metroselskabet arbejder også med en smallere højbane, hvilket vil betyde, at Metro M5 samlet set optager mindre areal i Østhavnen. Det bliver muligt at stoppe fase I med stationen ved Prags Boulevard og udskyde beslutning om tunnel eller højbane efter Prags Boulevard til midt 2030’erne uden omkostninger.

Temaer i miljøkonsekvensrapporten

Den supplerende miljøkonsekvensrapport skal belyse væsentlige miljøkonsekvenser, så man kan stille vilkår til projektets udformning, så negative miljøkonsekvenser så vidt muligt undgås. Derudover skal rapporten gøre det muligt at sammenligne miljøkonsekvenserne for optimeringsforslagene med miljøkonsekvenserne som er belyst i miljøkonsekvensrapporten for M5 (maj 2024).

Følgende temaer planlægges at indgå i rapporten:

  • Den biologiske mangfoldighed, fauna, flora
  • Befolkningen, menneskers sundhed
  • Jord
  • Grundvand og overfladevand 
  • Luft - emissioner, støv & lugt 
  • Klimasikring af metroen 
  • Klimabelastning
  • Materielle goder 
  • Kulturarv, samt arkitektonisk og arkæologisk arv 
  • Materialer, ressourcer & affald
  • Støj
  • Vibrationer

Temaerne uddybes i høringsbrevet.

Løsning

Lokaludvalget skal beslutte, om der skal indsendes forslag til yderligere miljøforhold og vurderinger, der bør indgå i Miljøkonsekvensrapporten for optimeringsforslag for Metro M5. 

Høringen er modtaget den 2. december og har derfor ikke været behandlet på et arbejdsgruppemøde.

Tovholdergruppen har drøftet høringen og indstiller, at lokaludvalget ikke sender bemærkninger til høringen, da der i afgrænsningsnotatet er redegjort for at man vil foretage undersøgelser af en lang række forhold.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Høringsfristen for bemærkninger til indholdet i den supplerende miljøkonsekvensrapport er den 23. december 2024.

Den færdige miljøkonsekvensrapport forventes sendt i offentlig høring medio 2025.

Beslutning

Godkendt uden afstemning.
Til top