Mødedato: 12.12.2024, kl. 17:00
Mødested: Restaurant Kareten, Hollænderdybet 1

Afsættelse af midler til Miljøpunkt Amager 2025

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,

1. at lokaludvalget tager orienteringen om Miljøpunkt Amagers aktivitetsbudget 2025 til efterretning

2. at der afsættes 660.000 kr. af bydelspuljen til Miljøpunkt Amagers aktiviteter i 2025 

Problemstilling

Ultimo 2023 godkendte Amager Øst Lokaludvalg Grøn handleplan 2024-2027 for Miljøpunkt Amager. Planen indeholder aktiviteter indenfor indsatserne: Blå og grøn bynatur, herunder en særlig delindsats for Amager Strand og Prøvestenen Syd, Ren luft, Grønne handlefællesskaber, Cirkulært hverdagsliv og Spirekassen. 

Derudover understøtter miljøpunktet lokaludvalgenes bydelsplaner inden for biodiversitet og klimatilpasning. Miljøpunktet bistår også med faglig vejledning og understøtter lokaludvalgene i udarbejdelse af høringssvar, deltager i arbejdsgruppemøder og aktiviteter med miljøfaglig viden og indhold.

Aktivitetsbudget for Amager Øst i 2025

Med udgangspunkt i den grønne handleplan for 2024-2027 har Miljøpunkt Amager fremsendt et aktivitetsbudget for Amager Øst Lokaludvalg for 2025.

Leder af Miljøpunkt Amager Dorte Grastrup-Hansen vil på lokaludvalgsmødet kort præsentere aktivitetsbudgettet.

Løsning

Lokaludvalget godkender bevilling af 660.000 kr. af bydelspuljen til Miljøpunkt Amagers aktiviteter i 2025. 

Økonomi

Lokaludvalget bevilger 660.000 kr. af puljemidlerne i 2025.

Derudover modtager Miljøpunkt Amager 843.423 kr. i sekretariatsmidler fra Københavns Kommune til varetagelse af den lokale miljøopgave. Heraf går i alt 1.010.000 kr. til de vedtagne indsatsområder.

Begge beløb er løn- og pristalsreguleret ift. 2024.

Beslutning

Lasse Rossen erklærede sig inhabil og forlod mødet under beslutningen om afsættelse af tilskud til Miljøpunkt Amager.

Orienteringen blev taget til efterretning.

Indstillingen blev godkendt. Der afsættes 660.000 kr. af 2025 puljemidlerne i tilskud til Miljøpunkt Amagers aktiviteter i 2025.

Til top