Puljeansøgning 2020-midler - Totalteateroplevelsen "Intet"
Indstilling
Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,
1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen undlader at støtte Totalteateroplevelsen "Intet" på Grækenlandsvej 76 - udskolingen på Den Grønne Friskole
Problemstilling
På vegne af Den Grønne Friskole søger Boeline Przemyslak, (lærer på Den Grønne Friskole) om i alt 15.000 kr. af 2020-puljemidlerne til honorar til huskunstner samt markedsføring af teateroplevelsen "Intet". Forestillingen vises fra den 16. - 22. marts 2020.
Projektets målgruppe er lokalområdets beboere, udskolingen på Amager Lilleskole - som Den Grønne Friskole samarbejder med, samt venner og familier. Der forventes ca. 200 - 250 deltagere.
Med udskolingen, som tæller 53 børn, arbejder skolen tværfagligt inden for lydkunst/billedkunst og håndværk som integreret del af forestillingen. Skolen samarbejder med huskunstner, Camilla Maike Juul Jensen, som skal instruere forestillingen i samarbejde med 2 lærere på skolen.
Markedsføringen af teaterstykket bliver del af projektet, og eleverne kommer til selv at stå for den i et læringsøjemed.
Børnene kommer alle til at arbejde for samme mål: At skabe en teaterforestilling med alt hvad det indebærer af dramatisk arbejde og markedsføring. Med teaterprojektet “Intet” vil skolen skabe en totalteateroplevelse baseret på ideen om ligestillet og sanseligt teater, som bevæger sig i krydsfeltet mellem traditionel teater, performance, lyd/musik samt billedkunst. Udskolingen vil i ugerne op til forestillingen omdanne Grækenlandsvej 76 på to etager til flere forskellige teaterrum, som publikum bliver ført igennem under stykket. Publikum inddrages aktivt undervejs og ønsker på denne måde, at få folk til at mødes i en safe common ground , hvor de i den kunstneriske skaben, har et fælles afsæt for et ægte møde og samarbejde.
Der er søgt om i alt 37.494 kr. fra Statens Kunstfonds Huskunstnerordning til at finansiere huskunstner, Camilla Maike Juul Jensen. Der er medfinansiering i projektet i form af løn til de medvirkende lærere. Projektet har et samlet budget på: 212.494 kr.
Løsning
BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at der ikke tildeles støtte til projektet.
Økonomi
Der er søgt om 15.000 kr. af 2020-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at der ikke tildeles støtte til projektet.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 22. april 2020.