Mødedato: 10.12.2015, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3
Puljeansøgning (2016-midler): Julefest den 3.1.16
Mødested Amager søger støtte til julefest for flygtninge og indvandrere.
Indstilling og beslutning
SOSU-arbejdsgruppen indstiller,1) At Amager Øst Lokaludvalg støtter projektet med en underskudsgaranti på kr. 19.200
Problemstilling
Mødested Amager har søgt om kr. 19.200 i støtte til en julefest søndag den 3.1.2016. Julefesten er et åbent tilbud til asylsøgere fra Asylcenter Kongelunden samt indvandrere og flygtninge på Amager. Festen holdes kl. 17-20 på Hellig Tre Kongers søndag, som for mange ortodokse kristne asylsøgere og flygtninge er deres julefest. Samtidig markerer Hellig Tre Kongers søndag julens afslutning i den danske juletradition.Asylsøgerne transporteres med bus til og fra asylcentret. Festen begynder med en kort festlig julegudstjeneste i Nathanaels kirke, hvorefter der er middag i sognegården med efterfølgende dans omkring juletræet, konkurrencer, lege, gaver, sang og musik. Mødested Amager inviterer familier med børn til dette arrangement.
Formålet med julefesten er at fremme dialog, borgerdeltagelse og dannelse af netværk på Amager. Udover asylsøgere og flygtninge/ indvandrere vil en del af vores frivillige medarbejdere, der kommer både fra Amager Øst og Amager Vest, deltage i julefesten som værter og værtinder ved de forskellige borde.
Der søges støtte til julemiddag og bustransport. Ansøger finansierer selv små gaver, musik og personale til en værdi af 6.000 kr.
Løsning
SOSU-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på kr.19.200. Arbejdsgruppen ser projektet som et godt dialog og netværksskabende initiativ, der fremmer kulturel forståelse.
Økonomi
Der er søgt om kr. 19.200 af 2016-puljemidlerne.Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på kr. 19.200
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 4. januar 2016.
Beslutning
Nicki Brøchner stillede forslag om at projektet ikke støttes.
For forslaget om at undlade at støtte projektet stemte; Nicki Brøchner, Michael Bagge Kuehn
Imod ændringsforslaget stemte: Karl Vogt Nielsen, Rune Solvang, Stefan Nordgaard, Käte Hommelgaard, Sten Lykkebo, Randi Sørensen, Lasse Rossen, Bruno Jacobsen, Eva Damgaard, Ole Melgaard, Ole Pedersen
Følgende undlod at stemme: Ib Wendrup, Carsten Sahl Mortensen, Jan Kyrsting, Steen Olesen, Rene Madsen.
Projektet tildeles støtte på kr. 19.200 af 2016 puljemidlerne.