Mødedato: 10.04.2008, kl. 19:00

Forslag om Helgoland

Forslag om Helgoland

Amager Øst Lokaludvalg

 

DAGSORDEN

fra ordinært møde torsdag den 10. april 2008

 

 

Åbne punkter

 

8.      Forslag om Helgoland

AMØ  54/2008

 

 

BESLUTNING

 

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

 

  1. at Amager Øst Lokaludvalg retter henvendelse til Kultur- og Fritidsudvalget med henblik på, at de tager sagen op, om de manglende midler til færdiggørelsen af Amager Helgoland.

 

Amager Øst Lokaludvalgs beslutning på mødet:

 

Ad 1 Lokaludvalget godkendte indstillingen.

 

 

 

PROBLEMSTILLING

 

På et ordinært møde torsdag den 3. maj 2007 i KFU (KFU 286/2007) traf man følgende beslutning: 

 

Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler Økonomiudvalget,

1. at Borgerrepræsentationen godkender det reviderede projektforslag til etablering af Amager Helgoland

2. at etableringen af Amager Helgoland etapeopdeles

3. at etape 1 igangsættes 

4. at der gives en anlægsbevilling på 17,25 mio. kr. på Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Københavns Ejendomme, konto nr. 00.32.31.3, til etablering af 1. etape

5. at der anvises kassemæssig dækning for 15,717 mio. kr. på Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Københavns Ejendomme, konto nr. 00.32.31.3

6. at det resterende beløb på 1,533 mio. kr. dækkes i form af udgifter afholdt i 2005 og 2006 til arkitekt, rådgivende ingeniører, DHI (Dansk Hydraulisk Institut) samt mindre rådgivningsarbejder.

 

Borgerrepræsentationen gav den 9. september 2004 (BR 397/04) en bevilling på 20,2 mio. kr. til nyetablering af Amager Helgoland inkl. nedrivning af den eksisterende søbadeanstalt samt midlertidig genhusning af vinterbadeforeningen Det Kolde Gys

 

I februar 2005 var der – efter nedrivning og genhusning – 17,25 mio. kr. til rådighed for nyetablering af Amager Helgoland. Borgerrepræsentationen tilbageviste den 10. februar 2005 (BR 82/05) imidlertid det fremlagte projektforslag til Kultur- og Fritidsudvalget med bl.a. en bemærkning om, at projektet skulle godkendes af Parkbrugerrådet. Dette er efterfølgende sket.

 

Den 23. oktober 2006 blev der afholdt licitation vedr. Amager Helgoland. Resultatet af licitationen samt revision af den samlede projektøkonom i viste, at etableringen af Amager Helgoland vil koste 27,2 mio. kr. Hvis projektet skal realiseres i sin nuværende form, mangler der dermed 10 mio. kr.

Prisstigningen skyldes bl.a., at installationsdelen er blevet dyrere end forventet. Dertil kommer nye konstruktionsnormer og nyt bygningsreglement. Desuden har ganske få budt på projektet, primært fordi det er risikobetonet at bygge på vand.

 

Det ny Amager Helgoland fremtræder som en landsby på pæle. Amager Helgolands dæk (inklusive bygninger) er på i alt 3.207 m2. Badeanstalten er inddelt i følgende områder: fællesbade (1.548 m2), damebad (756 m2), herrebad (540 m2), kiosk (237 m2) og trappe (126 m2).

Til hver badesektion hører en omklædnings- og toiletbygning. Desuden er der i tilknytning til henholdsvis dame- og herreafdelingen en sauna samt separat klubhusbygning. Bygningen med kioskudsalg rummer et separat møderum.

Det samlede bygningsareal er 504 m2, inklusive handicapomklædning, rum til bademester og depotrum.

Da der ikke er afsat midler til at realisere det samlede projektforslag, foreslår projekt-gruppen, at der i stedet vælges en etapeopdelt løsning. Det skal bemærkes, at ved en etapeopdelt løsning stiger de samlede projektomkostninger til 30,25 mio. kr.

Etape 1 – opføres inden for det afsatte beløb på 17,25 mio. kr. inklusiv allerede afholdte udgifter til arkitekt, rådgivende ingeniører DHI (Dansk Hydraulisk Institut) samt mindre rådgivningsarbejder. Denne del af projektet omfatter:

· Hele underbygningen af tropiske pæle samt beklædning med planker

· Al VVS og el monteret i underbygning indtil bygning 6, samt det nødvendige VVS og el i bygning 6, der skal udføres i etape 1

· Bygning 6 indrettes midlertidigt med toiletter, handicap rum, bademesterrum og teknik

· Etablering af midlertidige plankeværker til afskærmning og åbne rækværk om åbninger for fremtidige huse.

 

Etape 2 – opføres, når restfinansiering på 13 mio. kr. er tilvejebragt. Denne del af projektet omfatter:

· Fjernelse af midlertidige plankeværker og åbne rækværk

· Etablering af diverse bygninger, omfattende klubhus, omklædning, sauna og depot til herrer, klubhus og sauna til damer, kiosk, møderum og depot, omklædning til herrer og damer, samt handicap- og bademesterrum og O-bassin. Derudover ændres bygning 6 fra handicaprum til herretoilet, og bademesterrum ændres til bruserum for herrer og damer.

 

Projektgruppen bag Amager Helgoland forventer, at restfinansieringen på 13 mio. kr. til etablering af etape 2 tilvejebringes i nær fremtid.

 

 

LØSNING

 

Såfremt Lokaludvalget godkender indstillingen fremsendes en henvendelse til Kultur- og Fritidsudvalget.

 

ØKONOMI

 

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Amager Øst Lokaludvalg.

 

 

 

 



 

Til top