Forudgående høring om planlægning af Krimsvejområdet
Forudgående høring om planlægning af Krimsvejområdet
Amager Øst Lokaludvalg
DAGSORDEN
fra ordinært møde tirsdag den 4. december 2007
Åbne punkter
7. Forudgående høring om planlægning af Krimsvejområdet
AMØ 11/2007
BESLUTNING
Det indstilles
til Amager Øst Lokaludvalg, 1. at Lokaludvalget har en drøftelse vedr. Økonomiforvaltningens forudgående høring om byudvikling af området mellem Krimsvej og Amager Strandvej. 2. at Lokaludvalgets medlemmer søger at opnå enighed om enkelte synspunkter, idéer og forslag, som lokaludvalget ønsker at gøre Økonomiforvaltningen bekendt, omkring byudviklingen af området mellem Krimsvej og Amager Strandvej. Amager Øst Lokaludvalgs beslutning på mødet den 4. december 2007: Sekretæren orienterede om, at Teknik- og Miljøforvaltningen den 30. november 2007 havde udsendt høring om forslag til lokalplan "Krimsvej" og forslag til lokalplantillæg. Materialet var udsendt så sent, at det ikke havde været muligt at sende det til medlemmerne af Amager Øst Lokaludvalg inden mødet. Høringsfristen var fastsat til 30. december. Da projektet var ændret, besluttede et enigt lokaludvalg, at kræve fristen udsat, således at lokaludvalget har mulighed for at give en kvalificeret og konstruktiv vurdering af forslaget på sit møde den 17. januar. Der skal forud for mødet udarbejdes et oplæg, som medlemmerne kan forholde sig til. Oplægget udarbejdes af trafik/miljø/byudvikling/bolig/erhverv-arbejdsgruppen, der netop er nedsat. Der skal om muligt indkaldes til et borgermøde, for at få sikret, at borgerne inddrages i processen. Et stort flertal af lokaludvalget besluttede at tilkendegive, at lokaludvalget ikke ønsker bebyggelsesprocenten i området forhøjet fra 110 procent til 130 procent, således som det fremgår af lokalplanforslaget. Et medlem af lokaludvalget tilkendegav, at han ikke på det foreliggende grundlag kan udtale sig om den foreslåede forhøjelse af bebyggelsesprocenten. Endelig besluttede lokaludvalget at formandskabet udarbejder en pressemeddelelse, der sætter fokus på spørgsmålet om højhuse i Krimsvej-området. |
PROBLEMSTILLING
Som en del af udviklingen af Østamager ønsker Københavns Kommune at udvikle området mellem Krimsvej og Amager Strandvej, til et kombineret bolig- og serviceerhvervsområde. I den forbindelse afholder Økonomiforvaltningen en forudgående høring, hvor Amager Øst Lokaludvalg opfordres til at komme med forslag og kommentarer til planlægningen af området. Høringen sker forud for en proces, hvor Center for Byudvikling, Økonomiforvaltningen udarbejder en lokalplan og et kommuneplantillæg for området. Formålet er at indsamle forslag og idéer forud for projektfasen, således at Center for Borgerservice allerede tidligt i processen har mulighed for at blive inspireret af lokale synspunkter. Det skal understreges, at den forudgående høring ikke er at forveksle med en egentlig offentlig høring. En forudgående høring er således ikke underlagt samme krav om dokumentation og høringsforpligtigelse som en offentlig høring.
På baggrund af de idéer og forslag, der kommer i denne forudgående høring, vil der blive udarbejdet forslag til et kommuneplantillæg og en lokalplan. Planforslagene forventes vedtaget i de politiske udvalg og Københavns Borgerrepræsentation i løbet af januar/februar 2008. Herefter vil planforslagene blive udsendt i en egentlig offentlig høring.
LØSNING
Amager Øst Lokaludvalg har en kort drøftelse af mulighederne for byudvikling af området mellem Krimsvej og Amager Strandvej. På baggrund af drøftelsen, søger Lokaludvalgets medlemmer at nå til enighed om enkelte synspunkter, idéer og forslag, som de ønsker at gøre Økonomiforvaltningen bekendt med.
De eventuelle forslag fra Amager Øst Lokaludvalg skal sendes til Center for Borgerservice, senest den 12. december 2007.
VIDERE PROCES
Såfremt Amager Øst Lokaludvalg kan nå til enighed om enkelte kommentarer og forslag til byudvikling af området mellem Krimsvej og Amager Strandvej, vil sekretariatet forestå den administrative redigering af forslagene og forsendelsen til Center for Byudvikling, Økonomiforvaltningen.
I foråret 2008 forventer Center for Byudvikling, Økonomiforvaltningen, at forslag til en lokalplan og et kommuneplantillæg for området kan sendes i offentlig høring.
BILAG
§ Bilag 1: Høringsmateriale: "Forudgående høring om Krimsvej".