Mødedato: 28.08.2024, kl. 18:30
Mødested: Nabo Østerbro, Nyborggade 11, 2100 København Ø

Bevilling af midler til borgermøde om lokalplan Bryggervangen

Indstilling

Forpersonen indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget bevilger 10.000 kr. til afholdelse af borgermøde i forbindelse med offentlig høring af lokalplanforslag "Bryggervangen".

2. at lokaludvalget vælger en lokaludvalgsrepræsentant, som i samarbejde med sekretariatet står for planlægning af borgermøde.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen er i proces med at udarbejde en ny lokalplan for et område ved Bryggervangen ved Sankt Kjelds Plads.

Udkast til lokalplan kommer formentlig i offentlig høring i perioden 30/8-25/9.

Lokalplanen skal muliggøre nedrivning af eksisterende byggeri, som bl.a. rummer en dagligvarebutik, karateklub og en daginstitution, og bane vejen for opførelse af boliger (bl.a. almene ungdomsboliger), dagligvarebutik og daginstitution.

Forvaltningen har været i dialog med repræsentanter fra lokaludvalget i regi af fagudvalget for byplan, miljø og teknik, og har i forbindelse med den indledende høring fået præsenteret projektet. Lokaludvalget har bl.a. haft fokus på bygningshøjde/volumen og på at projektet inddrager et grønt område, som fremadrettet skal bebygges.

Løsning

Det har været et ønske fra starten fra lokaludvalgsrepræsentanterne at særligt lokalområdets beboere skulle have mulighed for at høre om projektet og kommentere.

Teknik- og Miljøforvaltningen har lagt op til et samarbejde mellem forvaltningen, bygherre og lokaludvalg om afholdelse af et offentligt borgermøde.

Fagudvalget for byplan miljø og teknik anbefaler, at lokaludvalget går ind i et samarbejde om afholdelse af et borgermøde. Det er dog en forudsætning, at bygherre og/eller forvaltningen skal medfinansiere mødet.

Økonomi

Fagudvalget anbefaler, at der bevilges en ramme på op til 10.000 kr. af lokaludvalgets 2024-puljemidler til dækning af udgifter til lokaleleje og forplejning.

Udgifter til annoncering af borgermødet finansieres gennem lokaludvalgets annonceaftale med ØsterbroLiv og gennem SoMe.

Videre proces

 

Beslutning

1. Tiltrådt

2. Lokaludvalget valgte Allan Marouf og Dan Pedersen som lokaludvalgsrepræsentanter til planlægning af borgermødet.

Til top