Mødedato: 28.08.2014, kl. 17:00
Mødested: KW3, Krausesvej 3, 2100 Kbh. Ø

Borgerdialog og workshop om kommuneplanstrategi 2014

Se alle bilag
Østerbro Lokaludvalg skal tage stilling til borgerdialog i forbindelse med høring om kommuneplanstrategi.

Tidligere beslutninger

Østerbro Lokaludvalg besluttede i ordinært møde den 10. april 2014:

1. Lokaludvalget tog mundtlig orientering fra Økonomiforvaltningen vedr. forslag til Kommuneplanstrategi 2014 til efterretning
2. Lokaludvalget drøftede forslag til kommuneplanstrategi 2014 og besluttede at fortsætte drøftelsen i fagudvalg med udgangspunkt i strategiens 5 hovedtemaer.
3. Lokaludvalget besluttede at vente med borgerinddragelse til den offentlige høringsperiode i efteråret
4. Lokaludvalget besluttede at fagudvalget for teknik og miljø udarbejder udkast til høringssvar, såfremt dette nedsættes under punkt 7 i den fremsendte dagsorden.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at Lokaludvalget bevilger 30.000 kr. i 2014-puljemidler til borgerdialog med oplæg og workshops i forbindelse med høring om kommuneplanstrategi 2014

Problemstilling

Østerbro Lokaludvalg har modtaget Kommuneplanstrategi 2014, Den sammenhængende by, i høring i perioden den 15. august til den 13. oktober 2014.

Den 4-årige planrækkefølge i Københavns Kommune består - først af en kommuneplanstrategi, der lægger nogle hovedlinjer for udviklingen og udstikker retningen for revision af kommuneplanen, derpå kommuneplanen, som sætter rammerne for byens fysiske udvikling, og endelig bydelsplanen, der behandler lokale mål og løsninger.

I forslaget til "Kommuneplanstrategi 2014 – Den sammenhængende by" præsenteres de overordnede mål og indsatser i de kommende års byudvikling i København og pejlemærkerne for udarbejdelsen af Kommuneplan 2015. 

Københavns kommune har lavet et oplæg, der lægger op til at København skal bevare sin førende position som en by, mennesker ønsker at bo i og hvor borgerne har en høj livskvalitet.
Kommunen påregner en øget befolkningstilvækst, dels på grund af flere tilflyttere og dels det at flere unge vælger at blive i byen efter de har stiftet familie. En øget befolkning vil kræve kommunale og private investeringer i infrastruktur, skoler og institutioner, kultur og fritidsmuligheder m.v. 

Strategien indeholder 5 temaer: 

  • Plads til flere københavnere
  • Bæredygtig udvikling
  • Flere arbejdspladser i København
  • En sammenhængende by
  • Kvalitet i byen
Til slut i hvert tema peges på de konkrete retninger kommunen vil udlægge for København og de indsatser, man vil i værksætte.

Københavns Kommune, Økonomiforvaltningen afholder to møder med oplæg og workshops om kommuneplanstrategien i slutningen af september; den 25. september kl. 15.00 på Aalborg Universitet i Sydhavn og et aftenmøde, som annonceres senere.

På grund af kommuneplanstrategiens omfang vedhæftes den kun i den elektroniske udgave af dagsordenen.

Se mere om høringen her: http://blivhoert.kk.dk/hoering/kommuneplanstrategi-14-den-sammenh-ngende

Løsning

Østerbro Lokaludvalg besluttede i sit møde den 10. april 2014, i forbindelse med den interne høring, at man ville vente med borgerdialog til den offentlige høringsfase.

På den baggrund foreslår formanden at der afsættes 30.000 kr. i 2014-puljemidler til at gennemføre et større lokalt borgerdialog arrangement, som supplement til Økonomiforvaltningens bydækkende.

Da det kan være vanskeligt at drøfte en strategi på et mere konkret plan, lægges der op til at lokaludvalget gennemfører et borgerdialog arrangement med worskhops, hvor der bliver mulighed for at drøfte konkrete problemstillinger indeholdt i strategien og dilemmaer i byudvikling.

Det påtænkes at starte med et oplæg af en udefrakommende fagperson, der kan skitsere forskellige dilemmaer og principper der skal prioriteres når man arbejder med byudvikling, ikke mindst med fokus på den forventede befolkningstilvækst, som har stor betydning for Østerbro bydel med byudviklingen af Nordhavn.

Herefter vil der være mulighed for i grupper at drøfte et eller flere konkrete spørgsmål der relaterer sig til de udfordringer København kan møde i den fremtidige byudvikling.

Økonomi

Lokaludvalget bevilger 30.000 kr. i 2014-puljemidler til afholdelse af borgerdialog og workshop om kommuneplanstrategi 2014. Midlerne skal dække lokaleleje, forplejning, honorar til oplægsholder og evt. ekstern facilitator af workshops, samt annoncering. 

Oversigt puljemidler Østerbro Lokaludvalg 2014
  Budget Bevilget/disponeret Udbetalt
Østerbropuljen 3.628.000    
*Ansøgteprojekter   1.614.790 411.970
*Egne projekter   593.320 190.708
*Miljøpunkt   300.000 300.000
I alt 3.628.000 2.508.110 902.678
Resterende til disposition pr. 22. august 2014 Kr. 1.119.890

Videre proces

Formandskabet og Fagudvalget for teknik og miljø planlægger i samarbejde med sekretariatet borgerdialog og workshops, som forventes afholdt i midten af september, således at der kan udarbejdes udkast til høringssvar til behandling i lokaludvalgets møde den 25. september 2014.

Beslutning

1. Lokaludvalget besluttede at bevilge 30.000 kr. i 2014-puljemidler til borgerdialog med oplæg og workshop i forbindelse med høring om kommuneplanstrategi.
Til top