Mødedato: 28.08.2014, kl. 17:00
Mødested: KW3, Krausesvej 3, 2100 Kbh. Ø

Høring vedr. sprog og integration

Østerbro Lokaludvalg skal tage stilling til Høring vedr. Sprog og integration.

Indstilling og beslutning

Fagudvalget for børn og unge indstiller til Østerbro Lokaludvalg

1. at Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar vedr. sprog og integration

Problemstilling

Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsudvalg har sendt forslag vedrørende sprog og integration i høring fra 16. juni til 29. august 2014.

Kommunens nuværende sprog- og integrationstiltag overfor børn og unge bygger dels på målsætninger besluttet i Børne- og Ungdomsudvalget (BUU) og dels på målsætninger i kommunens tværgående integrationspolitik. Målene udløber imidlertid i 2014, og udvalget skal derfor tage stilling til, hvilke visioner og målsætninger der skal være på området fremover.

For at løfte de tosprogede elevers resultater i folkeskolen foreslås følgende syv hovedindsatser:
1)     krav til skoler og institutioner om brug af metoder og redskaber,
2)     styrket vidensoverdragelse,
3)     det bedst kvalificerede personale til de mest udfordrede institutioner,
4)     intensive læringsforløb,
5)     udvidet rådgivning af forældre i understøttelse af deres børns læring,
6)     ændret ressourceudmelding,
7)     fordelingstiltag

Reviderede målsætninger om sprog- og integration
Børne- og Ungdomsudvalget opstillede på sit møde d. 23. marts 2011 følgende to overordnede målsætninger: 
- At alle byens børn uanset etnisk og social baggrund opnår forudsætninger for at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse og få adgang til arbejdsmarkedet. 
- At der skabes den bedst mulige fordeling af byens børn i daginstitutioner og skoler inden for de givne rammer med henblik på at fremme relationer mellem børn og deres forældre på tværs af etniske og sociale baggrunde for at styrke den sociale integration og skabe en tryg by præget af kendskab, forståelse og tolerance blandt byens borgere.

Målsætningerne vurderes fortsat at være relevante og brugbare. Forvaltningen anbefaler, at nedenstående principper fremover bliver en integreret del af forvaltningens indsatser på integrationsområdet og supplerer de to målsætninger opstillet af BUU i 2011: 
  • Tidlig indsats. Fordi desto før indsatsen sættes i værk, desto større er mulighederne for succes og desto mindre er ressourcebehovet. 
  • Målrettet indsats. Fordi børn og unges udfordringer er forskellige, er tiltagene det også. Ressourcerne målrettes, hvor de gør størst gavn. 
  • Forskningsbaseret indsats. Fordi tiltag rettet mod børn og unge virker og bygger på viden og ikke kun på fornemmelser. 
  • Ressourcesyn og høje forventninger. Fordi alle børn og unge har potentiale til at udvikle og dygtiggøre sig, både personligt, socialt og fagligt. 
  • Tæt samarbejde med forældrene. Fordi alle forældre er interesserede i, at det går deres børn godt, og fordi forældre har afgørende betydning for deres børns trivsel og faglige udvikling. 
  • Opfølgning. Det er afgørende at have fokus på tosprogede elever, men det skaber ikke resultater alene. At vi er på rette vej og kommer i mål er afgørende.

Se mere om høringen på: http://www.blivhoert.kk.dk/hoering/sprog-og-integration

Løsning

Fagudvalget for børn og unge i Østerbro Lokaludvalg har behandlet sagen og foreslår at der sendes et kort høringssvar til forvaltningen, hvori der står at:
 
"Østerbro Lokaludvalg tager det gode oplæg vedr. sprog og integration til efterretning, og har ikke yderligere kommentarer."

Oversigt over politisk behandling

Efter høringsperioden fremlægger forvaltningen en ny indstilling til Børne- og Ungdomsudvalget på baggrund af de indkomne høringssvar til udvalgets møde d. 24. september 2014.  
Kommunens samlede integrationspolitik skal fornyes inden udgangen af 2014. Alle udvalg vil få en sag forelagt i efteråret 2014. Ultimo 2014 skal integrationspolitik for 2015-2018 godkendes i Borgerrepræsentation.

Beslutning

1. Lokaludvalget godkendte høringssvar vedr. sprog og integration.
Til top