Mødedato: 28.02.2013, kl. 17:00
Mødested: Østerbrohuset, Århusgade 103, 2100 Kbh. Ø

Evaluering af fladskærmsforsøg

Tidligere beslutninger

Østerbro Lokaludvalg besluttede den 10.03.2011 at nedsætte et ad hoc udvalg, der skulle arbejde med et beslutningsforslag til forsøg med at opsætte fladskærme i Østerbrohuset og på Øbro-Jagtvej bibliotek, der kan reklamerer for foreninger på Østerbro og Østerbro Lokaludvalg.

Østerbro Lokaludvalg besluttede den 18.08.2011 på baggrund af ad hoc udvalgets oplæg, som forsøg at opsætte en fladskærm i sekretariatets vindue, som skal reklamere for foreninger og aktiviteter på Østerbro.

Indstilling og beslutning

Formandskabet indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at Lokaludvalget beslutter at indstille forsøg med infoskærm

Problemstilling

Østerbro Lokaludvalg besluttede i august 2011, på baggrund af et medlemsforslag og efterfølgende bearbejdning af et ad hoc udvalg, at lave et forsøg med opsætning af fladskærm i sekretariatet, og som efter en vis forsøgsperiode skal vurderes.

I første omgang var det tanken, at skærmen skulle køre med informationer om foreninger, arrangementer, skoler, ældre, sport mv.

Lokaludvalget annoncerede i lokalavisen, på hjemmesiden, i nyhedsbrev og via Østerbrobasen efter foreninger, der havde interesse i at anvende lokaludvalgets infoskærm til at reklamere for deres forening og dens aktiviteter. Da Østerbro Lokaludvalgs sekretariat kun fik meget få tilbagemeldinger fra interesserede foreninger i løbet af efterår 2011 og vinter 2012, besluttede formandskabet at infoskærmen derfor primært skulle anvendes til at reklamere og informere om lokaludvalgets egne projekter.

I løbet af 2012 kom lokaludvalgets infoskærm således til at køre med en blandet tekst og billedserie, der informerer generelt om Østerbro Lokaludvalg, og viser billeder fra lokaludvalgets arrangementer.

Løsning

Formandskabet indstiller til lokaludvalget at forsøg med infoskærm i sekretariatet indstilles.

Infoskærmen har i det sidste års tid haft, dels nogle tekniske vanskeligheder med at fortsætte visninger over længere tid (mere end 4 timer ad gangen) uden at skærmen går i sort, dels at sekretariatet under bydelsplanlægning samt efterfølgende ikke har haft tilstrækkelig med tid og ressourcer til at sikre den daglige prioritering af opgaven.

Det er, så vidt sekretariatet kan vurdere, yderst begrænset hvad skærmen genererer af interesse fra borgerne, sekretariatet har ingen henvendelser modtaget på baggrund af den kørte tekst og billedserie, i modsætning til f.eks. den store plakat vi har hængende inde i sekretariatet over Nordhavnen og Kalkbrænderikajen som del af fremtidens bydel, eller den interesse vore logobobler på selve vinduerne har for den yngre generation.
Forbipasserende har ikke tendens til at stoppe op og begynde at læse tv-reklamer, men er på vej til eller fra gøremål/ærinder der ikke indbyder til længerevarende ophold. Dette stiller store krav til hvordan indholdet på skærmen udformes, og opsætning af en skærm der appellerer, vil derfor formentligt kræve at den bliver udarbejdet af en professionel aktør.  

Det vurderes samtidig, at hvis infoskærmen skal have en mulighed for at nå ud til borgerne, vil det være nødvendigt dels at den placeres et sted hvor folk opholder sig i længere tid af gangen, og dels at der afsættes langt flere ressourcer til udvikling og vedligholdelse af de kørte tekst og billedserier. Set i forhold til andre informationskanaler er det tvivlsomt hvorvidt det kan svare sig med en fortsat eller øget prioritering af specielt medarbejderressourcer i forbindelse med infoskærmen.

Beslutning

Lokaludvalget besluttede at indstille forsøget med infoskærm.
Til top